Hvis du har holdt efterårsferie sydpå og i dag er på vej hjem til Sjælland og øerne, er turen nu blevet en del mere besværlig.
Scandlines har nemlig indstillet færgedriften på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock på grund af »usædvanlig kraftig østenvind«.
Driften forventes først genoptaget i løbet af natten til lørdag og lørdag morgen, skriver rederiet.
Allerede fredag formiddag fører det til køkørsel ved Rødby og Gedser, kan man se på trafikinfo.dk.
Er man på vej sydpå fra Sjælland eller omvendt, må man derfor tage turen gennem Sønderjylland eller vente.
Storebæltsbroen er endnu åben, men lukkes, når middelvinden kommer over 25 meter i sekundet. Ifølge vindprognosen fra DMI forventes den største risiko for vindstyrker af den kaliber at forekomme fra fredag aften klokken 21.00 til lørdag morgen klokken 04.00.
Problemer til vands, til lands og i luften
De to færgeruter mellem Danmark og Tyskland er langtfra de eneste, som det stormfulde vejr over Danmark påvirker.
En lang række andre færgeafgange er aflyst fredag, heriblandt Rønne-Ystad, Omø-færgen og Samsø-færgerne.
Også til lands og i luften er der problemer.
Københavns Lufthavnen har meldt ud, at den har aflyst 71 af de 750 planlagte afgange og ankomster på grund af vejret. Der er også risiko for forsinkelser.
Togdriften i hele landet vil også være påvirket fra fredag, melder Banedanmark.
På Sjælland vil der kun køre tog en gang i timen mellem Nykøbing og København fra fredag eftermiddag. Det samme gælder strækningen mellem København og Køge/Næstved. Generelt bør man øje med Rejseplanen, lyder opfordringen fra Banedanmark.
Du kan få det fulde overblik over den trafikale situation her.
Og i vores liveblog kan du læse seneste nyt om det voldsomme vejr.


