Advarsler om selvmord overhørt

Trods adskillige advarsler sendte Forsvaret en depressiv soldat til Afghanistan. Her tog han sit eget liv. Minister vil undersøge psykisk syge i krig.

John Mogensen var ifølge sin forlovede synligt ustabil, noget hun gjorde hans overordende opmærksom på forud for udsendelsen til Afghanistan i 2004. Et halvt år senere begik han selvmord i Kabul. Fold sammen
Læs mere

Oversergent John Mogensen begyndte at drikke, han isolerede sig, og bare tre uger før sin udsendelse til Afghanistan meldte han sig ind i Folkekirken. Hans forlovede advarede Forsvaret mod at sende den deprimerede John Mogensen i krig, men i stedet for hjælp fik han en reprimande af sin chef og besked på at »tage sig sammen«. I december 2004 satte den 49-årige John Mogensen sin tjenestepistol for panden og skød sig selv i lejren i Afghanistan.

I Berlingske Tidendes nye bog »De faldne« fortæller hans forlovede for første gang om advarslerne, der blev ignoreret: »De forstod ingenting. John var meget, meget ked af det og dybt depressiv, da de sendte ham til Afghanistan,« siger Rebecca Andersen.

Hun har selv tidligere arbejdet 33 år i Forsvaret, og advarsler af den karakter bør tages meget alvorligt, og de er ikke enestående lyder det fra soldaternes tillidsfolk.

Specialkonsulent Yvonne Tønnesen fra Hærens Korporal- og Konstabelforening kender til helt op mod 80 soldater, som på samme måde har orienteret chefer og kolleger om psykiske problemer inden deres udsendelse, men blev sendt ud alligevel.

Fællestillidsmand Kurt Brantner fra Telegrafregimentet har personligt advaret sine chefer om kolleger med problemer, men også de blev sendt ud uden nærmere undersøgelse.

»Så længe vi bare har én soldat, som har skudt sig selv, har vi et problem,« fastslår han og efterlyser en hurtigere og mere konsekvent indsats over for soldater med psykiske problemer.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech vil ikke udtale sig konkret om John Mogensen, men siger, at Forsvaret gør meget mere i dag, end man gjorde i 2004.

»Vi er i dag bedre til at håndtere faldne soldater. Og vi forbereder soldaterne bedre både før, under og efter udsendelsen - inklusiv udvælgelsen af dem, der skal af sted,« siger forsvarsministeren, der har bedt forsvarskommandoen undersøge omfanget af psykisk syge soldater, der sendes i krig.