6,5 mio. i erstatning for vagtlægesvigt

38 patienter har tilsammen fået 6,5 mio. kr. i erstatning, fordi vagtlægen svigtede. I ni sager døde patienten, viser en ny opgørelse fra Patientforsikringen.

En ny opgørelse viser, at Patientforsikringen i 2008 udbetalte 6,5 mio. kr. i erstatning til patienter, der havde været udsat for fejlbehandling i vagtlægesystemet. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK JEPSEN

Der sker fejl i vagtlægesystemet – også så alvorlige fejl, at patienterne får tilkendt erstatning for den dårlige behandling, de udsættes for.

En ny opgørelse viser, at Patientforsikringen i 2008 udbetalte 6,5 mio. kr. i erstatning til patienter, der havde været udsat for fejlbehandling i vagtlægesystemet. Pengene blev udbetalt til 38 patienter, og den højeste erstatning var på 1,3 mio. kr. og gik til en patient, som havde fået varige men og nedsat arbejdsevne som følge af lægefejlene. I 2008 behandlede Patientforsikringen 104 sager om vagtlæger, og der blev tilkendt erstatning i 38 sager.

LÆS OGSÅ: Temaet 'I lægens hænder'

- De alvorligste sager drejer sig om forsinket diagnosticering af hjerneblødninger og blodpropper i lunger og hjerter, hvor selv en kortvarig forsinkelse kan få fatale følger. Sagerne drejer sig typisk om patienter med smerter i brystkassen med udstråling til armene, og som burde have været henvist til hospitalsbehandling på et tidligere tidspunkt, skriver Patientforsikringen om sagerne.

I 9 tilfælde resulterede behandlingen hos vagtlægen i, at patienten døde. Det skete i:

  • 5 sager om blodpropper i hjertet.
  • 2 sager om hjerneblødning.
  • 1 sag om blodprop i lungen.
  • 1 sag om fejlbehandling af en patient med høj feber.

Det er disse sager med dødeligt udfald, der har udløst nogle af de højeste erstatninger. Derudover er der i fem sager om fejlbehandling af børn udbetalt erstatning til patienten.

Opgørelsen er baseret på tal fra 2008 og blev bestilt af Sundhedsstyrelsen sidste år som led i en større kulegravning af vagtlægesystemet. Den blev iværksat, efter Berlingske Tidende i serien I lægens hænder påpegede fejl og svigt i vagtlægesystemet. Sundhedsstyrelsen konkluderede på baggrund af kulegravningen, at der er behov for en række forbedringer i vagtlægesystemet. Det har fået regeringen til at love, at vagtlægeordningen og akutsystemet bliver forbedret med virkning fra januar 2011.