17 dage i Afghanistan – seks måneder i sygesengen

23-årige Benjamin Christiansen, hans mor og søster var blandt de mange hundrede, der i går fejrede Danmarksudsendte ved National Flagdag.

Veteranernes nationale flagdag. Den nationale flagdag til ære for samtlige danske soldater, der har været udsendt siden 1948. Benjamin Christiansen (B.H. Christiansen) 23 år og fra Herring. Udsendt på Hold 9 1. februar 2010. Såret 17. februar sammen med sin mor Birthe Jensen og hans lillesøster Freja. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Benjamin Christiansen og hans familie til national flagdag på Christiansborg.

Klokken kvart over fire i går morges installerede Birthe Jensen sin 23-årige søn, Benjamin, på bagsædet af familiens bil og hans lillesøster Freja på passagersædet og satte kursen fra hjemmet i Hjørring mod København. De nåede frem tids nok til, at Benjamin i sin kørestol kunne være med, da kammeraterne fra ISAFs hold 9 i Afghanistan klokken 10 marcherede fra Rosenborg Kaserne ad Strøget til Rådhuspladsen i anledning af National Flagdag for Danmarks udsendte.

Benjamin – eller B.H. Christiansen som der står på navneskiltet på hans ørkenfarvede uniform – nåede at være 17 dage i Afghanistan, heraf en uge i Camp Armadillo. Så trådte han på en landmine, kun 500 meter fra lejren under en fodpatrulje i den grønne zone.

»Vi havde ellers tjekket området med minesøgere, men den var der altså alligevel,« siger han beklagende. Resultatet var en smadret hæl, en knust fod, en knust ankel og et brækket skinneben. Tre måneder tilbragte han på Rigshospitalet, mens han gennemgik 17 operationer. Desværre helede benet forkert, og forrige tirsdag måtte det hele brækkes op igen. Prognosen siger endnu et halvt år, inden benet er vokset sammen, men chancerne for, at han kommer til at gå igen, er gode – selv om han nok aldrig kommer til at spille fodbold mere.

Dejlig at se opbakningen

Nu sidder han så blandt kammeraterne fra Hold 9 på Christiansborg Slotsplads. Paraden med officielle taler og musik af Livgardens Tambourkorps er forbi, og familie og venner myldrer ind på pladsen og blander sig med soldaterne.

»Jeg er rigtig glad for, at jeg kom herover. Det er dejligt at se alle kammeraterne igen. Og det var rigtig fint i kirken. Sådan en dag giver et dejligt skub til at holde humøret oppe, når jeg nu skal hjem i sygesengen igen,« siger han. Hverken han eller hans mor lægger skjul på, at det seneste halve år har været en hård omgang. »Det har været svært, både for Benjamin og for hans mindre søskende, der ikke rigtig har kunnet forstå, hvad der er sket. Men vi er stolte af, at han tog af sted – og vi er meget glade for, at han trods alt kom hjem igen,« siger Birthe Jensen. Både hun og datteren

Freja har nydt dagens arrangement: »Jeg synes, det er dejligt at se, at der er så stor opbakning til

soldaterne,« siger Freja. Og Birthe Jensen nikker: »Jeg er helt rørt. Og jeg synes det er stort, at se alle de uniformer samlet på ét sted. Det er også dejligt, at der slet ikke har været nogen optøjer i forbindelse med paraden.«

På trods af de dårlige erfaringer i Afghanistan har Benjamin Christiansen ikke opgivet sine planer om en karriere i Forsvaret. »Allerede inden Afghanistan havde jeg indgået en K35-kontrakt, og

jeg har fået lovning på et job i forsyningen, indtil jeg ser, hvor meget benet kan holde til,« siger han. »De er også begyndt at tale om, at jeg kan blive udsendt igen. Nu må vi se.«