Det er dystre toner, der lyder fra udenrigsminister Per Stig Møller, inden han i denne uge drager på en rundrejse i Mellemøsten, hvor han skal besøge både Syrien, Israel, den palæstinensiske vestbred og Libanon. Vi har en åbning for fred i Mellemøsten de næste 18-24 måneder, sagde udenrigsministeren til Berlingske Tidende forleden. Lykkes det ikke her, kommer der ingen fredsproces i vores generation.
Meldingerne fra Per Stig Møller viser imidlertid, at en række nye realiteter i Mellemøsten for længst har lagret sig hos de storpolitiske aktører i regionen - og altså også hos den danske udenrigsminister, der ikke er nogen ligegyldig figur i Mellemøstforhold, men tværtimod var en hovedmand bag den såkaldte Køreplan for Fred, som de seneste fem år har været en central strategi for verdenssamfundets ageren i Mellemøsten.
De nye realiteter er, at forholdet mellem Israel og Palæstina nok er vigtigt, men ikke så altafgørende og centralt som før. I stedet bør fokus rettes mod Iran, der er godt i gang med at befæste sin magtstilling i regionen. Ikke blot ved hjælp af sit atomprogram, men også i kraft af en stigende indflydelse i vigtige konfliktzoner over hele Mellemøsten. Iran støtter således Hamas, der er godt i gang med at etablere en forbryderstat i Gaza. Iran støtter Hizbollah, der fra sine baser i Sydlibanon var i krig med Israel sidste sommer, og som stadig rører på sig. Og Iran støtter kræfter i Irak, der modarbejder forsøgene på at skabe sikkerhed og demokrati. Senest har det forlydt, at Iran nu også bakker Taleban-oprøret i Afghanistan op. Jo, det er nye og skræmmende tider i Mellemøsten.
Men i dette ligger også det spinkle håb, man kan have om en ny fredsproces i regionen. Per Stig Møller taler om at drive en kile ind mellem Iran og de arabiske lande i Mellemøsten. Andre taler om en inddæmningsstrategi over for præstestyret i Iran. Man kan også anskue situationen på en tredje måde: Der er med Irans stigende indflydelse vokset nye interessefællesskaber frem i Mellemøsten, som man muligvis har en historisk chance for at udnytte.
Således deler de arabiske regimer og Israel ønsket om at stoppe Iran. Ingen af dem ønsker at styret i Teheran bliver en stormagt i regionen. Det kan - hvis vi er heldige - materialisere sig i en ny fælles dagsorden om at kvæle Hizbollahs krigsmageri i Libanon, få Syrien trukket væk fra Iran og ind i en fredsproces - og få skabt en selvstændig palæstinensisk stat, som ikke er styret af Hamas' terrorhånd, men af de kræfter der med Fatah-præsidenten Mahmoud Abbas i spidsen har afsløret sig som troværdige samarbejdspartnere for Vesten og Israel.
Det kræver stærk international ledelse. Måske Tony Blair kan gøre en forskel her. Det kræver også et stærkt Israel, hvor en politisk svækket regering i øjeblikket har meget lidt handlefrihed. Men det kræver først og fremmest, at verdenssamfundets ledere klart ser den nye geopolitiske situation i Mellemøsten og handler efter den.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
