Nye alliancer - i europæisk politik

I de seneste måneder har den indenrigspolitiske dagsorden i Danmark blandt andet været præget af dannelsen af Ny Alliance den 7. maj og lederskiftet hos De Radikale den 15. juni. Begge begivenheder har været med til at åbne for nye potentielle samarbejdsmønstre i dansk politik. Hvis hovedtendensen i de seneste meningsmålinger holder stik ved det kommende valg, vil Anders Fogh Rasmussen efter valget blive afhængig af blandt andet Ny Alliances stemmer for at sikre sig et fortsat flertal i Folketinget. Samarbejde hen over midten i alle sager vil med andre ord med stor sandsynlighed blive et hovedvilkår for dansk politik i de kommende år. Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at det ikke kun er stiftelsen af Ny Alliance og De Radikales lederskifte, der tyder på, at regeringen i øjeblikket er ved at foretage en (yderligere) styrkelse af sin midterorienterede kurs. Det nye tætte samarbejde mellem regeringen og store dele af fagbevægelsen, som blandt andet viste sig med resultatet af trepartsforhandlingerne for nylig, er et eksempel herpå. Det samme er regeringens planer om et bredt forlig i forbindelse med en kvalitetsreform af den offentlige sektor samt regeringens nye »grønne« signaler på miljø- og klimaområdet, som begyndte for et halvt års tid siden. Der er virkelig på mange måder opbrud i dansk politik. Skellet mellem højre og venstre er i de senere år blevet mindre og mindre tydeligt. Men i løbet af de seneste måneder er denne udvikling accelereret i et omfang, der aldrig tidligere er set.

Hvad er det da, der er ved at ske? Hvorfor er dansk politik under så voldsom forandring netop nu? Forklaringen ligger næppe kun i de interne danske politiske forhold, som ellers har været så meget i fokus. Det har nemlig været en generel europæisk tendens i de seneste måneder, at en række nye alliancer er opstået i det politiske liv. Den danske politiske udvikling er på denne måde i høj grad et spejl af den generelle europæiske udvikling, som finder sted i øjeblikket.

Inden for de seneste ca. fire måneder har der været afholdt parlamentsvalg i fem forskellige lande i Europa. Det drejer sig om Finland, Island, Irland, Belgien og Frankrig. Alle stederne har tendensen været den samme. Valget har ført til et nyt samarbejde hen over midten. I Finland har man som noget nyt dannet en koalition mellem »de blå« og »de grønne«. Det vil sige mellem på den ene side de traditionelt borgerlige partier (det konservative og det liberale parti) og på den anden side det traditionelt venstreorienterede parti De Grønne samt det svenske mindretals midterorienterede parti Svenska Folkpartiet.

I Island har det liberale parti (»Fremskridtspartiet«) efter sit store nederlag ved valget i april forladt regeringskoalitionen med det konservative parti (»Selvstændighedspartiet«), som til gengæld nu er gået sammen med Socialdemokraterne i en »stor koalition« på tværs af det gamle højre-venstre-skel, som hidtil har domineret islandsk politik.

I Irland er de borgerlige partier (de konservative og de liberale), ligesom i Finland, gået i regering med det traditionelt venstreorienterede parti De Grønne, uden om Socialdemokraterne. Og i Frankrig er flere politikere fra venstrefløjen blevet placeret på vigtige ministerposter i den ellers konservativt dominerede regering. Selv om det ikke er enestående i fransk politisk historie, at man har udpeget ministre fra den modsatte fløj, er det sjældent sket, at disse er blevet tildelt så stor en rolle i regeringen, som det denne gang har været tilfældet.

I Belgien er regeringsforhandlingerne i skrivende stund endnu ikke afsluttet, men det »grumsede« resultat af valget, som fandt sted i begyndelsen af juni, kan meget let føre til, at man også her får en koalition med deltagelse af personer fra partierne på begge fløje, dog med dominans af De Kristelige Demokrater.

Der er flere årsager til, at de europæiske politikeres interesse for et samarbejde »hen over midten« er vokset med endnu større hast i de seneste måneder, end det nogensinde før har været tilfældet.

For det første er kampen om midtervælgerne blevet skærpet yderligere. At være »midterorienteret« er i endnu højere grad end tidligere blevet et positivt prædikat for en politiker og et parti. Man behøver blot at se på den store tilslutning, som Ny Alliance kunne mønstre i de første mange meningsmålinger, stort set uden at have meldt ud med andet, end at partiet ønskede at »bryde blokpolitikken«, for at få et indtryk af, i hvilken grad det brede samarbejde for en gruppe af vælgere er blevet et mål i sig selv.

For det andet har den øgede fokus på de globale miljø- og klimaudfordringer gennem det seneste halve års tid været med til at skærpe navnlig de borgerlige partiers interesse for denne sag og for et samarbejde hen over midten. Det er ikke noget tilfælde, at de konservative og liberale partier flere steder er begyndt at samarbejde med netop De Grønne. Dette ville have været utænkeligt i mange lande for blot et halvt år siden. Men nu realiseres dette samarbejde, formentlig dels på grund af, at politikerne er oprigtigt bekymrede for de tiltagende klimaproblemer, dels på grund af, at klimasagen er en »vindersag« i forhold til midtervælgerne. De borgerlige partiers nye »miljørigtige linje« og deres alliancer med De Grønne er taktisk velegnet til at holde socialdemokraterne væk fra magten. Samtidig kan de borgerlige politikere appellere til en stor del af deres traditionelle vælgere ved at argumentere for den skærpede »grønne profil« ud fra centrale sider af traditionel liberal ideologi. Her vil fokus på, at man i overensstemmelse med liberal tankegang foretrækker »frihed under ansvar« frem for »ubegrænset frihed til den enkelte« uden tvivl komme til at spille en hovedrolle.

For det tredje er den kommende tids store udfordringer med hensyn til at få EU til at fungere, afgørende for mange af de europæiske politikeres store interesse for at lave bredt funderede regeringskoalitioner i denne tid. Det er lettere at få stor parlamentarisk såvel som folkelig opbakning til den kommende EU-reform-traktat og til det fortsatte, udvidede EU-samarbejde i det hele taget, hvis man har repræsentanter fra mange partier og fra begge fløje med i sin regering. Samtidig er man ikke ene om at skulle »tage skraldet«, hvis et eller andet skulle gå galt i processen med at nå frem til en endelig traktat og få den ratificeret hjemme. I disse år, hvor selve EU-samarbejdets fremtidsmuligheder står på spil, er det altafgørende for politikerne ikke at stå med ansvaret alene.

For det fjerde står regeringslederne også inden for en række andre politikområder i disse år over for mange nye, store udfordringer, som de af den ene eller den anden grund foretrækker at løse i et bredt samarbejde på tværs af de traditionelle politiske højre-venstre-skel. Det drejer sig navnlig om de nye udfordringer i udlændinge- og integrationspolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, velfærdspolitikken og skattepolitikken, som har spillet så stor en rolle i den allerseneste tid, blandt andet på grund af den accelererende globalisering. Dels er enigheden på en række punkter inden for disse områder ofte mindst lige så stor mellem traditionelle politiske fjender som mellem traditionelle allierede. Dels er det taktisk en god idé at have sine traditionelle fjender med i de meget omfattende, men nødvendige reformer, som gennemføres nu i mange af de europæiske lande, netop for at imødegå udfordringerne fra globaliseringen. Ligesom i EU-spørgsmålet er det også afgørende inden for disse andre vigtige områder ikke at stå med ansvaret alene.

Til de ovennævnte forklaringer kan naturligvis føjes forskellige forklaringer, som knytter sig specifikt til det enkelte lands specielle situation.

I vores analyser af, hvad der foregår i Danmark, har vi ofte en tendens til primært at fokusere på disse forklaringer. Men for til fulde at forstå udviklingen herhjemme, kan det være frugtbart en gang imellem også at vende blikket udad. Hermed kan man bedre fåøje for, at disse måneders politiske opbrud ikke kun er et dansk fænomen, men en generel europæisk tendens, som bl.a. skyldes en række aktuelle udviklinger uden for Danmarks grænser.