Nu brister kreditboblen

Danskerne skal stikke nålen i den kreditboble, som er pustet kunstigt op ved tårnhøje boligpriser og alt for liberale lånemuligheder, siger aktieanalytiker.

Luften skal ud af den kreditboble, som danskerne har blæst kunstigt stort op med høje boligpriser og lange løbetider på lån. De kommende år vil være blive præget af økonomisk afmatning, faldende efterspørgsel og stigende arbejdsløshed. Det går hårdt ud over de danskere, der har lånt for mange penge til en variabel rente, eller har brugt friværdien til at forbedre huset, som nu falder i værdi, forudser direktør i Dansk Aktieanalyse Peter Falk-Sørensen.

- Danske politikere har været direkte dumme ved at liberalisere kreditvæsnet i sådan et omfang, at boligpriserne er skruet unaturligt hårdt op, siger han, og pointere, at boligmarkedet har skabt kreditkrisen og ikke omvendt.

Boligpriserne er steget eksplosivt over en årrække i både Europa og USA. Stærkt hjulpet på vej af regeringernes vilje til at tillade fordelagtige lånemuligheder, og de har givet danskerne penge i hånden, som de reelt ikke har. Men nu brister boblen. Og krisen hilses velkommen af Peter Falk- Sørensen, der håber, at markedet i fremtiden finder en normale tilstand uden de skyhøje boligpriser.

- Priserne på en bolig skal tilbage til naturlige markedspriser, hvor to standardindtægter kan bære at købe en familiebolig, siger han.

/ritzau/