Norges fodboldarling i økonomisk modvind

Champions League-deltagelse og en endeløs række af mesterskaber er nu skiftet ud med store økonomisk problemer i Rosenborg, der ikke har råd til spillernes løn.

Foto: Daniel Sannum-Lauten
Norges store fodboldflagskib Rosenborg BK er nu så presset af finanskrisen, at klubben ikke længere har råd til at betale sine spilleres lønninger.

Derfor har klubben ifølge det norske website E24.no været tvunget til at låne penge for at sikre sig, at deres spillertrup fik penge på kontoen til d.1.

De massive økonomiske problemer i klubben der for ikke længe siden duellerede med Valencia og Chelsea i Champions League kommer efter fire guldrandede år i den norske mesterklub, men seneste regnskab for Rosenborg var blodrødt og understregede, at klubben var uhyggelig tæt på en lukning.

Det er især færre tilskuere og lavere indtægter fra spillersalg, der nu rammer Norges største fodboldklub hårdt.

”Prognoserne på indtjeningssiden er lavere end ventet, og vi er i færd med at lave besparelser for 18 mio. kr., som vi også omtalte på generalforsamlingen i år,” siger lederen af Rosenberg Nils Skutle til det norske medie Adresseavisen.

Et af de tiltag der blandt andet skal være med til at redde Rosenbrog, er at klubben arbejder med planer om at fastfryse alle lønninger i klubben i den nærmeste fremtid.

Trods de økonomiske vanskelligheder ligger Rosenborg netop nu nummer et i den norske Tippeliga med 18 point for 8 kampe.