Nordkorea mellem bøf og kartofler

Nordkorea har indgået en vidtgående aftale om en neddrosling af sit atomprogram. Prisen har været så lav som forsyninger af fyringsolie foreløbig 6.000 tons. Aftalen indbefatter dog også en udsigt til normalisering af forholdet til det internationale samfund.

Hvis verdenssamfundet skal sikre sin ikke-spredningsmålsætning, er det vigtigt, at presset på Nordkorea fastholdes trods lukningen af det omstridte atomanlæg i Yongbyon. Nordkorea har adskillige gange tidligere vist, at man bakker i sidste øjeblik, når det ydre pres er stort for derefter at vende tilbage på atomområdet, når en økonomisk krise er lettet.

Den nordkoreanske ledelse står i dag i en vanskelig situation. Situationen minder om valget mellem bøf og kartofler, som den irske befolkning stod over for i 1850erne. Sult og fattigdom tvang dengang irerne til at fravælge vigtige bøf-kalorier til fordel for flere kartofler på grund af pristigninger på kød hvorefter prisen på kartofler steg, hvilket forværrede alt.

1850erne er længe siden, men det nordkoreanske regime fører en politik, der leder tanken hen på gamle dage. Det er derfor ikke helt ved siden af at opstille en kartoffel-hypotese: at den nordkoreanske svækkelse siden koldkrigsafslutningen sammen med det internationale pres har fået Kim Jong-il-regimet til at vælge den ringeste mulighed. Prisen på den ydre sikkerhed er blevet så høj, at regimet ikke kan finansiere den. I det nordkoreanske tilfælde betyder dette, at man fravælger atomprioriteringen til fordel for at sikre sig internt. Regimet synes åbenlyst på hælene.

Der er ikke tale om, at regimet prøver at redde sin befolkning. Så var der sket forandringer for længst. Så var den nordkoreanske befolkning ikke blevet tvunget ud i den forarmelse, som statistikken viser. Hertil kommer beretninger om udbredte maveproblemer som følge af, at mange bliver nødt til spise grene og biller for at overleve.

Der er formentlig tale om, at regimet er bange for helt at miste sit fodfæste og ikke længere kan opretholde sin egen sikkerhed. Regimet har været truet udefra pga. sin modstand mod verdensordenen og sin satsning på atomvåben. Nu ser det ud til, at man også har fået svært ved at opretholde sine indre skanser.

Saddam Hussein-styrets fald betød, at regimet i Pyongyang fik forstærket incitamenterne til satsningen på atomvåben, der er en af de mest effektive beskyttelser mod angreb udefra. For det første så man, at det gik forfærdelig galt for Saddam-styret. For det andet var der nu kun to stater tilbage, der var kendt for at være mod verdensordenen og satse på atomvåben Iran og Nordkorea. Presset på disse to blev dermed øget. For Nordkoreas vedkommende skete dette i lyset af landets store svækkelse efter Sovjetunionens sammenbrud. Regimet blev derved kastet ud i en situation, hvor bøfprisen som vi kan sammenligne med prisen på den ydre sikkerhed steg så meget, at kartoffelprisen som vi kan sammenligne med prisen på den indre sikkerhed også begyndte at stige.

Denne fortolkning har imidlertid status af en hypotese, da vi generelt ved alt for lidt om det nord­koreanske samfund, og da statistik og al information er behæftet med stor usikkerhed.

På baggrund af vores viden om Nordkoreas hidtidige adfærd i atomforhandlingerne bliver vi derfor nødt til at opstille en konkurrerende hypotese: at Kim Jong-il-regimet bedriver business as usual. Baggrunden for denne alternative hypotese er, at vi i løbet af 1990erne har set, at Nordkorea har opført sig meget købmandsagtigt i atomforhandlingerne. Når landet og regimet har været tilstrækkeligt presset, har det været tilbøjelig til at give (begrænsede) indrømmelser i atomforhandlingerne for til gengæld at modtage vestlig bistand og nødhjælp. Hidtil har erfaringerne vist, at regimet har genoptaget sin atomprioritering, når den værste krise var drevet over,

Det er for tidligt at sige, hvilken af hypoteserne der holder stik. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, om regimet er så presset, at det vælger at give sig i forhold til omverdenens krav, eller om det prøver at vinde tid og få gevinster, så det kan holde sig oppe, for derefter at snyde igen.

I den aktuelle situation er der imidlertid en mulighed for, at konsekvenserne af de to hypoteser kan smelte sammen. Selv om regimet kun ønsker at vinde tid for at komme på fode, kan det være blevet så svækket, at dette ikke kan lade sig gøre. Hvis prisen på ydre sikkerhed samtidig er blevet så høj, at Kim Jong-il-­regimet ikke har ressourcerne til at fortsætte atomsatsningen, vil dette hjælpe ikke-spredningsregimet. Og det nordkoreanske regime må søge en anden udvej måske i form af et forsøg på at leve et diskret liv i varme lande.

Irerne emigrerede i stort antal i det 19. århundrede. Man kan håbe, at nogen vil give udtryk for at huse Kim Jong-il-ledelsen, og at den vil være parat til at pakke kufferterne. Den realpolitiske situation tilsiger, at verdenssamfundet ønsker en mindelig løsning ikke mindst Nordkoreas nabostater, der frygter krig såvel som flygtningeproblemer. Det vigtige for det internationale samfund er at fortsætte en indsats, der tvinger Pyongyang til at tænke på noget, der svarer til kartoffelhypotesen. For de forhandlende vestlige lande er dette ikke helt let, da der i de vestlige offentligheder formentlig vil være en vis modstand mod at fortsætte et stærkt pres på et svagt land. I det nordkoreanske tilfælde har dette imidlertid vist sig at være vejen frem i kombination med seriøse forhandlinger. Forhandlingerne har kunnet virke i lyset af den nordkoreanske svækkelse og det pres, der har ligget bag.

Hvis Nordkorea skal have incitamenter til at opgive sin hårdhændede måde at behandle sin befolkning på, opgive sine brud på ikke-spredningsregimets forskrifter, samt blive integreret i verdensordenen, må målet være, at landet ikke vender tilbage til sin købmandspolitik og atomsatsning.

Leverancerne af fyringsolie og fødevarer må hverken blive en belønning af stater, der afprøver det internationale samfunds grænser, eller en måde at vinde tid på for et brutalt styre. Det internationale samfund skal ikke bidrage til at frigøre ressourcer, der kan holde et Kim Jong-il-styre ved magten og give det mulighed for at prioritere atomvåben. Hidtil har aftalerne med styret til fordel for at bremse dets atomprioritering indebåret, at landet har fået tilført ressourcer, som det har brugt til at mildne luften for de klippede får. Resultatet har været, at det har fortsat sin atomsatsning efter midlertidige tilbageslag.

Vejen frem må derfor være at vise sin egen seriøsitet og troværdighed ved at indløse den lovede bistand, men også at fastholde presset. Det allerbedste ville være, hvis politikken over for den nordkoreanske atomsatsning ikke skaber en generel udsigt til belønning for Iran eller potentielle tærskelstater. Der har været tegn påønsker herom. USA har for nylig sendt en tredje hangarskibsgruppe til Den Persiske Bugt. Dette har mange andre grunde, herunder Irans atomsatsning og den tiltagende iranske indflydelse i Irak.

I international politik er der en tendens til, at musene spiller på bordet, når katten er ude. USA er hårdt beskæftiget i Irak. Ud fra den betragtning er det overraskende, at Nordkorea netop nu har lukket et omstridt atomanlæg i næsten fuld international offentlighed.

Det ser ud til, at USA sender signaler med sine hangarskibe, og det er der da også grund til. Iran har mange aktier i atomspillet, og deres værdi er blevet forhøjet med den nordkoreanske indrømmelse.

Det internationale samfund må imidlertid gøre, hvad det kan for at sikre, at Nordkoreas lukning af Yongbyon-anlægget ikke kun bliver en taktisk tilbagetrækning.

Skulle det vise sig, at Kim Jong-il-regimet og den nordkoreanske samfundsmodel er på vej ned, bliver det internationale samfund ikke fri for nye problemer. Den såkaldte juche-politik har skabt enorme problemer, men de omkringliggende lande har store interesser og også potentialer i forhold til at bidrage til løsningerne af eftervirkningerne.

Lige nu handler det imidlertid om, at det internationale samfund (med USA i spidsen) både viser sin troværdighed og fastholder presset på regimet, der hidtil ikke har vist sig at være ked af at snyde i porten. Bøfprisen skal helst holdes for høj for Kim Jong-il-­regimet.