Nøglehulskig til avisens indre liv

Bøger: VICTOR ANDERSEN. »Efter hvad vi erfarer....« Victor Andersen leverer med humor og journalistisk fortælleglæde en samling anekdoter om journalister, chefredaktører, politikere og embedsmænd, han har mødt. Bogen afspejler en begavet journalists rejse igennem godt 30 år i dagbladsverdenen fra 1946 til 1979 på bl.a. Berlingske Tidende.

Victor Andersen (f.1925), kender dagbladsverdenen indefra som ansat ved Finanstidende 1946-48, Dagbladet Børsen 1948-57, Dagens Nyheder 1957-59, Politiken 1960-69, Berlingske Tidende 1969-78 og Weekendavisen 1979. Tegning: Erik Werner fra erindringsbogen »Efter hvad vi erfarer...« Fold sammen
Læs mere
Der er to slags bogtyper om forholdene i dagspressen. Der er de blodfattige medieforskeres analytiske historieskrivning om dagbladenes udvikling og betydning, som aldrig nogensinde kommer ind under huden på det liv, den hverdag, den galskab, de personlige ambitioner og de personligheder, som ofte gør en forskel på en avis, og som let kan tørne sammen under hektiske deadlines. De fatter aldrig avisens sjæl. Og så er der erindringsbøgerne fra rækken af kendte journalister, der valgte at forlade journalistikken i tide og blive politikere, forfattere eller andet. De har som regel mere travlt med egenprofilering og eftertidens berømmelse end med at beskrive den journalistiske proces bag kulisserne.

Journalisten Victor Andersens bog udgør i den forbindelse et underholdende særsyn. Han er tro mod sit fag, han er trods en alder over de 80 stadig en god fortæller, og han har ikke glemt hverken intrigerne eller magtspillene mellem diverse chefer og kolleger på redaktionsgangen eller de nærkontakter med politikerne, som gennem årene gav ham gode solide scoops på erhvervsområdet. Hans bog »Efter hvad vi erfarer...« udmærker sig desuden ved at meget sjældent kig ind ad nøglehullet til den journalistiske genre, som er lederskrivningen på aviser som Politiken og Berlingske Tidende i 60erne og 70erne. Jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med Victor Andersen i en del af den periode, han arbejdede på Berlingske Tidende, og han leverer et sjældent kig ind bag kulisserne i den periode, uden at udlevere hverken personer eller avis i skarpt modlys. Han er mere den pragmatiske journalistiske iagttager og interesserede medkigger på livet omkring ham. Nok solist men ikke oprører eller konfliktskaber.

Victor Andersen afslører, hvordan diskussionerne om avisens ledende artikler ikke altid var præget af den meget store guddommelige eftertænksomhed eller den mest gennemarbejdede overvejelse for andre gange at være udtryk for både bemærkelsesværdige og vigtige udmeldinger og markeringer, som der blev tænkt meget dybt og længe over. Han startede som journalist på Finanstidende i 1946 og kom senere på Dagbladet Børsen og Dagens Nyheder for at havne på Politiken. Først som erhvervsjournalist i 1960 og senere lederskribent. Her fra tog han hoppet til Berlingske Tidende i 1969-78 for til sidst at slutte den del af karrieren af på Weekendavisen, inden han blev informationschef i Danmarks Sparekasseforening.

Den daglige rus
»Der er noget røver og soldater over at være den første til at fortælle, hvad der sker. Det erkender jeg blankt. Den halvdel af mit journalistiske liv, der har bestået i nyhedsjagt og nyhedsformidling, har været lidt i retning af en rus. Den resterende del af min tid er medgået til den anden hovedgenre i min karriere – den ledende artikel. Her har jeg – desværre – indtrykket af, at jeg i nogen grad har spildt min tid,« skriver Victor Andersen i bogen.

»Slutsummen af alle mine år som lederskribent er, at jeg anser min indsats på det felt for for lidt givende. Det kan både skyldes indholdet af de tekster, jeg har stået for, og den ledende artikels undertiden matte position i mediebilledet. Men lad mig trods dette triste personlige regnestykke hæve udsynet der op, hvor jeg bliver lidt patetisk og begynder at tale om den ledende artikel som et vigtigt og aktivt element i ytringsfriheden.«, skriver han.

Victor Andersen skildrer Politikens moderation og frygt for egen skygge på lederpladsen i de år. Samme stemning var der ikke i Berlingske Tidendes lederkollegium dengang, mener Victor Andersen. Men avisens daværende øverste chefredaktør, Aage Deleuran, lagde alligevel en vis dæmper på tendenser til mere fyrige og markante ledere. Avisens ledere skulle ifølge Deleuran nok skubbe på en udvikling men ikke selv skabe den. De skulle nok medvirke til at hæmme en udvikling men ikke bremse den.

Det er ikke systematik og klarhed, der præger forløbet af afsnittene i Victor Andersens bog, men har man lyst til at få et godt indblik i, hvordan journalistik og journalister trivedes i den periode, som erindringsbogen handler om, så er der tale om en guldgrube af stumper og stykker fra en spændende tidsepoke. Bogen rummer et overvældende persongalleri af dagbladskoryfæer, som nok virker temmelig ukendte uden for branchesammenhæng, men som afspejler en hel generation af fremragende skribenter, gode og dårlige redaktionelle chefer. Victor Andersen bidrager med sine personlige karakteristikker og uddeler i bedste tillidsmandsstil karakterer til de chefer, han har haft gennem årene. Han undlader heller ikke at komme med sine personlige helt aktuelle kommentarer til både avisernes fremtid og ytringsfriheden sat ind i Muhammed-tegningernes perspektiv.

»Medieverdenen har meget til fælles med Den Kongelige Ballet. Der er rift om solopartierne, og man må ikke begive sig ind på de andres rollefelter. Sker det, opstår der konflikter«, skriver Victor Andersen og mener selv, at han har opført sig ordentligt. På ægte journalist-maner holder han sig lige som lystfiskeren heller ikke tilbage med at prale af hans egne store journalistiske fangster. Det skal være ham vel undt.