Ham, hvorom bogen og hele universet drejer sig, hedder David Winkler. Af uforklarlige årsager er vi dog på efternavn med ham hele vejen igennem i den Pullitzerpris-vindende amerikanske forfatter Anthony Doerrs debutroman »Noget om Grace«. Winkler er vokset op som en beskeden lidt indesluttet dreng i Anchorage i Alaska. Hans store interesse er vejret. Han uddanner sig som hydrolog med særlig interesse for sne og snefnuggenes morfologi.
Men hvad der især kommer til at præge Winklers liv og hermed romanens plot, er hans særlige evne til at drømme begivenheder, som senere sker i virkeligheden. Allerede som dreng drømmer han, at en mand med en hatteæske bliver kørt over af bussen – det bliver han så. Senere, at han vil forelske sig i en kvinde ved bladstativet i supermarkedet – det gør han så. Og – skæbnesvangert – at Grace, hans datter, vil drukne under en oversvømmelse i familiens hus. Af angst for at det så også virkelig vil ske, flygter han til Grenadinerne i Det Caribiske Hav, og her afværger han en drukneulykke ved at gribe ind i tide. Hans drømme og efterfølgende handling kan altså korrigere virkeligheden og dementere de værste tilløb til filosoferen om skæbnetro.
Men hvad blev der af hans elskede lille Grace? Det spørgsmål nager hovedpersonen frem til hans tresindstyvende år, hvor han gennemtrawler USA for at finde Grace. Undervejs opholder han sig hos den unge caribiske kvinde Naaliyah, der studerer insekter i det nedfrosne Alaska. Herfra skrives bogens bedste og mest intense kapitler, for her lykkes det Anthony Doerr for alvor at skabe poesi ud af de to videnskabsmænds faglige studier i insekter og snefnug.
Fra de indtrængende naturbeskrivelser kigger læseren med i mikroskopet og genfinder universet i et snekrystal, som farvelagte matricer til alt det skabte. I iskrystallets ligesidede, ensvinklede heksagoner finder Winkler under al pragten i filigranblomsterne den uundgåelighed, som intet i livet kan undgå: krystallernes iboende endeligt.
Uvished og dyb indsigt i svigt
Uden at blive religiøs eller naturreligiøs lykkes det forfatteren at skabe et naturvidenskabeligt univers, som finder sit lige i hans eget sproglige univers. Om disse lovmæssigheder og matricer i naturen så åbner op for en forklaring på Winklers egne drømmesyn, er jo en ganske anden sag. Om hovedpersonen finder sin egen datter efter 25 års uvished i de caribiske landskaber, skal heller ikke røbes her, da netop denne uvished og dybe indsigt i svigt er romanens fortællemæssige omdrejningspunkt.
Men undervejs forliger Winkler sig med den tørvetriller af en bankfunktionær, som han stjal sin kone og altså Grace’s mor fra. Hans tøvende tilnærmelser under efterforskningen ligner undertiden autistiske gentagelser, og hans karakter bliver tilsvarende selvudslettende, mens hans selvopgør på grund af flugten fra sandheden om Grace forvandler sig til en nagende og uoverstigelig samvittighedskonflikt.
På baggrund af den roman, Anthony Doerr fik Pullitzer-prisen for, »Alt det lys vi ikke ser«, der handler om den spæde, sanselige kærlighed mellem en ung blind pige og en soldat i det sønderbombede Frankrig under Anden Verdenskrig, er det forståeligt, at forlaget kompletterende også har udgivet denne 10 år ældre roman. Men oplevelsen står ikke ganske mål med forventningerne, selv om der er tale om en stor fortælling. Og selv om den danske oversætter har gjort det forbilledligt godt.
Titel: Noget om Grace. Forfatter: Anthony Doerr. Oversætter: Rebecca Bailey. Sider: 446. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.
