»I begyndelsen var alting levende. Selv de mindste genstande var udstyret med et hjerte, der slog, og selv skyerne havde navne.«
Sådan indleder Paul Auster erindringsbogen »Rapport fra de indre landskaber«. I citatet ligger også en underforstået pointe om, at sådan er det ikke længere. Auster, der er blevet 66, har forandret sig. Er måske endda et helt andet menneske, som kun i glimt kan genkalde sig de følelser og det blik på verden, han havde som dreng og ung.
»Rapport fra de indre landskaber« er i tæt familie med forfatterens »Vinternoter« fra 2011, hvor han fortalte om sit liv gennem sin krop og omgivelser. Om slag, han havde fået, om sanselige oplevelser, om steder, han har boet. Altså om livet udenpå. I »Rapport fra de indre landskaber« rejser han i stedet indad og skriver om de følelsesmæssige og intellektuelle forandringer, han undergik i sit tidlige liv. Og som i »Vinternoter« understreger den aldrende Auster følelsen af fremmedhed over for sig selv som dreng og ung mand ved bogen igennem at benytte et »du« i stedet for et »jeg«.
På en af de første sider skriver Auster, at han ikke har skrevet bogen, fordi han er noget særligt: »Ikke fordi du synes, du er noget sjældent eller exceptionelt forskningsobjekt, men netop fordi du synes du ikke er, fordi du opfatter dig selv som hvem som helst, som alle andre.«
For mig er det nu det modsatte, der gør »Rapport fra de indre landskaber« interessant. At Auster ER et »exceptionelt forskningsobjekt« i kraft af sit omfangsrige, stedvist svimlende gode forfatterskab. Det er superromaner som »By af glas«, »Opfindelsen af ensomhed« og »Moon Palace«, som får mig til at læse bogen med stor interesse.
Auster begynder sin selvfortælling tidligt. Med årene som lille dreng. Dengang han troede, »at ordet for menneske, human being, udtaltes human bean.«
Men Austers bønne, hans forfatterspire, lå ikke i en frodig muld. I hans barndomshjem i Newark, New Jersey, var der ingen, der bakkede op. Heller ikke, da han blev ældre, blev en ung mand, og hans far kaldte forfatterdrømmen for »pjat«.
På det tidspunkt var Auster rejst til Paris, hvor han sad på et lejet værelse og skrev i alle mulige retninger – romaner, digte, filmmanuskripter – og uden at vide det søgte efter sit sprog og sin litterære form.
Det mest interessante er imidlertid de breve, Auster skrev fra Paris, og som han gengiver i bogens tredje kapitel, »Tidskapsel«. De er skrevet til Lydia Davis, som han siden blev gift med og skilt fra, og som også er forfatter. Dengang var ingen af dem endnu blevet det, og med brevene til hende – som Auster skriver, at hun først sendte ham for et par år siden – har han fået adgang til sig selv som ung. Til den mand, der i dag er fremmed for ham.
Men det må have krævet noget at optrykke dem i en bog. Det er nemlig en studentikos, depressiv og ofte patetisk Auster, læseren møder. Han henviser til hele litteraturhistorien og slår gerne over i fransk, men det fine er at se, hvordan den unge mand i de sidste breve begynder at ligne den Auster, vi kender i dag: Beskedenheden, det klare sprog, den dybe grund. En forfatter – og et liv som vil blive levet i ensomhed ved skrivebordet – bliver simpelthen til i de breve.
For god ordens skyld skal det siges, at nye Auster-læsere ikke bør begynde med »Rapport fra de indre landskaber«. Den er mest for de mange, der har fulgt hans forfatterskab og gerne vil vide mere om ham. Ikke mindst om hans syn på erindringen, der er et tema i flere af hans bøger. Så lad mig slutte med et smukt, meget austersk citat om mindernes drilske anatomi:
»I det mindste tror du, at du kan huske, du mener bestemt du husker, men måske husker du slet ikke, eller også husker du kun en senere erindring om det, du tror du troede i denne fjerne fortid, som nu er nærmest forsvundet for dig.«
Forfatter: Paul Auster Titel: Rapport fra de indre landskaber Oversat af: Rasmus Hastrup Sider: 336 Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt & Ringhof.
