Netbanken bliver mere kompliceret

Netbanken bliver mere sikker men også mere besværlig at bruge. På onsdag offentliggør IT- og Telestyrelsen den nye digitale signatur, der skal afløse både netbanknøglefilen og det offentlige Danmarks digitale nøgle.

Vi skal snart til at bruge engangskoder, når vi skal i netbanken, tjekke selvangivelsen hos Skat eller ind på Sundhed.dk. Det bliver mere besværligt, indtil vi har vænnet os til det - men det bliver også mere sikkert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox
Det bliver efter alt at dømme en mere kompleks affære, når du fremover skal ind i din netbank – eller i hvert fald mere besværlig end i dag. Men også mere sikkert og med mindre risiko for at blive hacket. Sådan lyder meldingen fra både Finansrådet og PBS, mens IT- og Telestyrelsen i disse dage er ved at lægge sidste hånd på den aftale, der skal føre til, at danskerne kan smide deres nuværende digitale nøglefiler ud til højre og i fremtiden nøjes med en enkelt, når de skal i netbanken, tjekke selvangivelsen hos Skat eller logge ind på sundhedsportalen, Sundhed.dk – og meget andet.

En af de ting, der står til at ændre sig er, at der fremover skal benyttes en slags engangskode, når man vil bruge sin netbank - og ikke som i dag, hvor nøglen ligger permanent på ens PC. Ingen af parterne er dog klar til at fortælle om detaljer, før aftalen er endelig underskrevet.

Ny signaturløsning
Til gengæld er der udsigt til, at adgangen til det digitale Danmark bliver væsentlig mere overskueligt. I øjeblikket må danskerne nemlig døje med et væld af forskellige koder og nøglefiler - herunder den officielle danske digitale signatur, som TDC hidtil har udstedt, KMDs fælles pinkode og bankernes egen NetID, der fungerer ved hjælp af den nøglefil, som man får til sin netbank. Oven i alt det, har også SKAT deres eget kodesystem. Mens NetID primært bruges hos bankerne selv og dertilhørende pensionsselskabers services, har det meste af det offentlige Danmark sværget til den digitale signatur som den løsning, brugerne skulle benytte, hvis de vil have til de tilbud, det offentlige Danmark stiller til rådighed på nettet - herunder services som ansøgninger om boligstøtte, opskrivning af børn til børnehaver eller endda flyttebeskeder hos kommunen. Men den digitale signatur kan ikke bruges hos bankernes netbanker, der har kørt med deres eget nøglesystem.

Det står dog til at ændre sig nu, hvor IT- og Telestyrelsen onsdag offentliggør vinderen af udbuddet om fremtidens signaturløsning. Det bliver dog en offentliggørelse uden de store overraskelser, for den eneste tilbageværende byder er et samarbejde mellem TDC og PBS, der har en målsætning om at fusionere netbanknøglen med den digitale signatur.

Engangskode
Ingen af parterne har været særlig åbne omkring, hvad de vil med den digitale signatur, men Birgitte Mikkelsen, der er kontorchef hos Finansrådet, vil dog gerne løfte en sløret for en flig af fremtiden.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi arbejder med at få indført en engangskode, som vil gøre det sværere at hacke for eksempel netbanken. Vores fokus har været at gøre det mere sikkert at bruge sin netbank, uden at det samtidig går ud over brugervenligheden. Men jeg kan ikke garantere, at folk ikke vil opleve det som mere besværligt, indtil de har vænnet sig til den nye procedure,« siger hun. Den digitale signatur har været et af de helt store smertensbørn, fordi den langt fra blev så positivt modtaget af danskerne, som håbet.

TDC, der var udvalgt til at udstede signaturen, har flere gange været under skarp kritik, fordi det gik for langsomt, og nøglefilen har været notorisk kendt for at være svær at installere og holde styr på. Efter flere års arbejde, rundede antallet af udstede digitale signaturer sidste sommer godt en million - men det tal dækker både over privatpersoner og virksomheder. Under hele processen har bankerne stået på sidelinjen og påpeget, at netop netbanknøglen er den optimale løsning til et fælles digitalt login til Danmark, fordi danskerne i flæng har taget netbanken til sig i forvejen.

En række medier, herunder Ingeniøren og Computerworld, har spekuleret i, hvad for en løsning, danskerne kan ende med at få, når fremtidens digitale signatur bliver præsenteret. Blandt andet har det været oppe at vende, at signaturen kommer til at ligge centralt et helt andet sted end på folks egne computere efter en mode, hvor danskerne kun skal holde styr på en kodenøgle med engangskoder. Hverken TDC, IT- og Telestyrelsen eller PBS har dog villet kommentere på mulighederne før den endelige aftale er underskrevet.

»Vi har valgt at afvente, at der kommer to streger under aftalen, før vi siger noget. Men det er helt sikkert, at der bliver tale om ændringer. De to centrale ting er sikkerhed og brugervenlighed - og de kan godt være i modstrid med hinanden. Vores udfordring er at finde en sikker løsning, som samtidig er nem at bruge,« lyder svaret fra pressechef hos PBS, Søren Winge.

Et af de store problemer med de nuværende signaturer er, at hackere i sjældne tilfælde har formået at hacke sig ind på folks computere, stjålet netbanknøglen og luret kodeordet. Det kan ikke lade sig gøre, hvis man i stedet vælger et system med engangskoder. Det kan også lade sig gøre med den nuværende digitale signatur, hvor inicitamentet for IT-kriminielle dog er mindre, fordi den netop ikke giver adgang til folks penge via netbanken.