Når man ikke engang er 35 år, og når man allerede har væltet en præsident, været med til at vinde en Pulitzer og er blevet portrætteret af Dustin Hoffman på film – hvad gør man så?

Det har på mange måder været det spørgsmål, som Carl Bernstein, der nu fylder 70 år, har slåsset med lige siden.

Han var den ene halvdel af det makkerpar, som stod bag journalisthistoriens måske bedste historie, Watergate. Gennem skolæderjournalistik afslørede han forbindelsen mellem et simpelt indbrud og præsident Nixons bande af politiske forbrydere, og resten er historie. Nixon gik i 1974 af, og filmen »Alle præsidentens mænd« er for journalister, hvad »Convoy« er for langturschauffører.

Hans kollega, Bob Woodward, fortsatte, hvor han slap. Han har siden skrevet bog efter bog om insider-Washington i en grad, så han selv i dag er insider-Washington – men hvad med Bernstein? Han har altid været den mest interessante halvdel af parret, ikke kun fordi han kom helt fra bunden, men også fordi han var streetsmart og uforudsigelig. Mens Woodward kom fra den amerikanske østkyst-elite, kom Bernstein fra en jødisk familie, hvor forældrene hemmeligt var medlemmer af kommunistpartiet. Han fik aldrig en uddannelse, men arbejdede sig op fra redaktionsbud til journalist, og hans medfødte mistro til autoriteter var med til at føre Watergate til tops. Woodward troede ikke, at præsidenten var involveret. Bernstein gjorde.

Men tilbage til bagefter. Succesen virkede en overgang som om den gjorde ved Bernstein, hvad den også gør ved uforberedte teenageidoler. Han blev skilt, gift, skilt, havde affærer og var i sladderspalterne med bl.a. Bianca Jagger og Elizabeth Taylor, og han var chefkorrespondent og bureauchef hos ABC TV og freelancer, udsendt til krige i Mellemøsten, og altid kunne han finde historien, f.eks. om den nære politiske forbindelse mellem præsident Reagan og pave Johannes Paul II, men han havde svært ved at komme af med sine scoops, for han er ikke den fødte skriver, skærmbrænder eller dybttænker. Han er først og fremmest skolæder og skepsis, han insisterer på historier med politisk relevans, og derfor havde han i årevis svært ved at passe ind i den kommercielle mediestruktur. »Idiotkulturen«, som han kaldte mediernes besættelse af kendisser og drive-by journalistik.

Med tiden – og internetmedierne – har han imidletid fået en revival, og mens Woodwards aktier er for nedadgående, er Bernsteins det modsatte, og han bliver i dag betragtet som amerikansk journalistiks samvittighed og som en ubestikkelig stemme i debatten.