Vred og sjov

Der er tre ting, som gør dramatikeren Line Knutzon til den enestående stemme, hun er: Humor, sproglig sans og stor indignation.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I begyndelsen af 1990erne interviewede jeg Line Knutzon sammen med min specialemakker. Vi skrev om danske dramatikeres muligheder for at uddanne sig, og Line Knutzon – dengang en helt ung dramatikerspire – havde haft den eksklusive oplevelse at være en del af Aveny Teatrets teaterlaboratorium, hvor man tilbød et ubeskrevet talent at prøve kræfter med dramatikken. Det var dengang, manglen på ny dansk dramatik blev betragtet som et »problem«.

Vi var sådan set færdige med at stille spørgsmål i Knutzons lille lejlighed på Christianshavn, havde sagt pænt farvel og var på vej ned ad trappen. Så råbte hun os an. Med stor alvor. Eller rettere: kastede et spørgsmål efter os ned ad trinene. »Tror I, at teatret har en fremtid?«

3. marts fylder hun 50 år, og man kan roligt sige, at teatret og Line Knutzon siden dengang har haft en fremtid sammen. Det utilpassede, rastløse og retningsløse teaterbarn gik hen og blev et af dansk teaters stærkeste stemmer – selv om man ind imellem har haft på fornemmelsen, at det omtrent er sket i trods og efter megen møje.

Der er i hvert fald tre ting, der har gjort Line Knutzon til den dramatiker, hun er: Dels den humor, det blik for tilværelsens groteske sider, for menneskelig dårskab og småtskårenhed, der for eksempel gjorde hendes gruppedynamiske øvelse »Guitaristerne« – spillet i flere ombæringer – til noget af det sjoveste, der længe var set på en dansk teaterscene.

Hun har en formidabel evne til at se på verden gennem skæve briller. Noget, der også giver sig udslag i hendes andet karakteristikum: Den enestående evne til at jonglere med sproget med livgivende, begavet finurlighed. Hendes vildtvoksende, verbale brillans stiller tingene på hovedet, for hun bruger den ikke mindst til at belyse, hvordan konformitet og bevidstløs accept af tingenes tilstand ligger indlejret i sproget. Hos hende bliver både Fedtefadet og Trædemøllen for eksempel fysiske foranstaltninger, man kan finde ude i samfundet. Staten kan sende en Skabsmoder – i et skab. Og hendes figurer bruger den legende fantasievne, der afspejler sig i ordene, som et værn mod truende omgivelser – lidt som hun selv gør det?

Når nu vi taler om samfundet, så er der en tredje ting, der gør Line Knutzon til den stemme hun er. Den gamle DKUer er stadig rigtig godt gal i skralden under tophuen. Hun er fuldt ud solidarisk med sine figurer – hvad enten der er tale om storbyens isolerede, bundneurotiske og alligevel så tryghedssøgende småeksistenser eller stressede bedsteborgere, der har tabt livets sande værdier af syne og skal straffes for det. Beckett er passende nok en af de få dramatikere, hun nævner, hun har set og kunnet lide.

Line Knutzons skæve eksistenser er fyldt med oprigtig harme og rødglødende oprørstrang, hvad enten de selv kan få øje på den eller ej. De er måske nok stækkede, kuede og kasserede i det ydre, men stadig med en kernesund evne til at få luft for indignationen. For samtidig er hendes kritik af den umulige tilværelse så knivskarpt og voldsomt følelsesladet formuleret, at vi nødvendigvis kommer til at tro på lortelivet igen. Med den ægte idealists brændende ret til at revse tager hun sine højt elskede, solidarisk skildrede, små personer og os alle i forsvar og i skole på én og samme tid. Klarest formuleret i genistregen »Først kommer tiden« – også spillet i mange steder i udlandet. Hvad stiller man op, når tiden pludselig er gået, chancerne forspildt og ens oversete barn, på uforklarlig vis uventet står forgræmmet og midaldrende i stuen med anklager i mundhulen?

Hvad er det, Knutzon håber på? »Vi mennesker har en tendens til ikke at se hinanden,« hedder det et sted. En stor del af forfatterskabet handler faktisk om at turde bryde ud af ensomheden og nærme sig selv og fællesskabet.

Når Line Knutzon i perioder er væk fra teatret hænger det sammen med den skriveblokering, hun aldrig har lagt skjul på.

At få en Line Knutzon-tekst på scenen kræver sin instruktør – Emmet Feigenberg og Nikolaj Cederholm har været gode til det. Udgangspunktet har nemlig altid været personerne, der har ført forfatteren af sted. Struktur – teatret har trods alt sine love – har givet hende hovedbrud. Til gengæld har hun så brugt sin krøllede hjerne andre steder – fjernt fra teatret:

Hun har skrevet børnebøger om »Lille Allan« med vennen Peter Frödin – det var med teaterfællesskabet »Guds øje«, som også omfattede ham, Paprika Steen og Martin Brygmann, at meget startede. Og senest den utraditionelle debatbog om kvindeliv »Frit flet« med Mette Moestrup og Naja Marie Aidt. Den sidste en frit formuleret collage. Det har passet Line Knutzon fint.