Både som præsidentens betroede sikkerhedsrådgiver fra 2001 og som USAs udenrigsminister fra 2005 stod der stor respekt om Condoleezza Rice.

Tidligere havde den amerikanske venstrefløj nedladende beskrevet hende som lidt af en stakkel. Hun var midaldrende, ugift, barnløs, og et kærlighedsliv var der aldrig noget af. I årene under George W. Bush tilbragte den højt begavede rådgiver størstedelen af sin tid i Det Hvide Hus – 14 timer hver dag – og derefter kørte hun den korte vej hjem til sin lille lejlighed i Watergate-bygningen. I weekender og højtider slog hun følge med præsidentparret. Når George og Laura Bush var i Camp David, var hun med, og når de var hjemme på ranchen i Crawford i Texas, var hun der også.

»Get a life,« vrængede demokraterne, men Condoleezza Rice havde præsidentens fulde tillid og tillid er magt. Og Condoleezza Rice var et af de mest magtfulde mennesker i verden. Og den nedladende tone aftog for helt at forstumme.

Ikke siden Henry Kissinger i 1970erne havde ét menneske haft så stor indflydelse på amerikansk udenrigspolitik som Condoleezza Rice. Årsagen skulle primært findes i hendes enestående begavelse. Da hun var 11 år gik hun i ottende klasse, da hun var 15 studerede hun på University of Denver, hvor hun tog en doktorgrad i international politik, og som 26-årig var hun professor på prestigeuniversitetet Stanford.

Condoleezza Rice skulle have været koncertpianist, men gjorde i stedet kometkarriere i amerikansk politik. Hun voksede op i et meget musikinteresseret hjem - moderen sang i kirkekor, faderen, der var fodboldtræner, elskede jazz - og forældrene havde store musikalske ambitioner på datterens vegne.

Hendes mentor og store forbillede var professor i international politik, Josef Korbel, der er far til tidligere udenrigsminister Madeleine Albright. Han rådede Condoleeza til at specialisere sig i Sovjetunionen, der dengang var USA’s ærkefjende, og hun trivedes i universitetsmiljøet. I 1981 fik hun som 26-årig en ph.d. i international politik, samme år blev hun ansat på Stanford University i Californien. Under den gamle Bush blev hun tilknyttet Det Hvide Hus, hvor hun arbejdede som Ruslands-ekspert og i 1993 blev hun den yngste dekan i Stanfords historie.

Condoleezza Rice’ begavelse var imidlertid ikke hele forklaringen på hendes forhold til præsidenten, hun var også ubrydelig loyal.

Hun forsvarede synspunkter, som det var endog meget vanskeligt at forsvare, og hun gjorde det, fordi hun forsvarede præsidenten.

Da Bush i sin tale om nationens tilstand i 2003 fremlagde fejlagtige oplysninger om irakiske indkøb af uranmateriale, tog hun skylden på sig. Da 11. september-kommissionen fremdrog en rapport, som præsidenten havde modtaget i august 2001 – en rapport, som advarede om terrorangreb på amerikansk jord – stillede hun sig i skudlinjen mellem Bush og kommissionen, og da præsidenten ikke ønskede, at hun vidnede foran kommissionen, valgte hun ikke at vidne, selv om det var uholdbart.

Rice valgte hver gang loyalitet frem for det bekvemme, og det er stadig sjældent i Washington.

Der var andre ting, som Condoleezza Rice og George W. Bush havde til fælles. Begge var religiøse, begge havde rødder i Sydstaterne og så kendte de hinanden fra hendes tid som rådgiver for Bush senior.

I den traditionelle politiske verden ville præsidentens sikkerhedsrådgiver have fået skylden for terrorangrebet 11. september og for de senere problemer i krigen i Irak. Det er blandt andet det, man i Washington har rådgivere til: at kaste dem for løverne. Men den musiske Rice forstod at danse udenom problemerne. Hun brugte sine unikke advokatoriske og diplomatiske evner til at forvirre, undskylde og dukke sig, når hun skulle forsvare præsidenten og fastholde sin egen perfekte karakterbog.

For Rice var opportunisme det muliges kunst, og derved blev hun en af de store, amerikanske udenrigsministre.

Siden marts 2009 er hun vendt tilbage til den universitetsverden på Stanford University, som hun blev hentet ind fra næsten 20 år tidligere, først som professor i politisk videnskab.

I september 2010 blev hun chef for Global Center for Business and the Economy på Stanford Graduate School of Business.