Verdens ældste mand fylder 113: Overlevede mirakuløst dødslejr

Yisrael Kristal bliver 113 år torsdag. Han bor i Israel og mirakuløst overlevede han dødslejren Auschwitz.

Foto: SHULA KOPERSHTOUK

Verdens ældste mand hedder Ysrael Kristal. Han bor ifølge netavisen Times of Israel i Israel og bliver i dag 113 år. Han fejrer fødselsdagen med godt 100 familiemedlemmer i byen Haifa i det nordlige Israel.

Det usædvanlige ved Kristals skæbne er, at han som jøde blev sendt til dødslejren Auschwitz, men overlevede som den eneste i familien.

Han er født 15. september 1903 i byen Zarnow i Polen. Hans mor døde, da han var 7 år gammel. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 så han herskeren over det Østrig-ungarske imperium kejser Franz Joseph køre gennem hans by i bil og kaste slik ud til børnene. Hans far blev rekrutteret til den russiske hær og døde snart efter i krigen.

I 1920 flyttede han til den polske by Lodz og arbejdede i familiens firma, som producerede slik. Da nazisterne erobrede Polen oprettede de ghettoer i de store byer og Yisrael Kristal blev sammen med sin familie tvunget ind i ghettoen, hvor han to børn døde af sult og sygdomme. I 1944 blev han og hans hustru Chaja deporteret til dødslejren Auschwitz, hvor Chaja blev myrdet.

Efter krigen boede Yisrael Kristal et stykke tid i Polen, men flyttede i 1950 til Israel med sin anden hustru og deres søn. Kristal er religiøs og siger til avisen om hemmeligheden bag sit lange liv: »Jeg kender ikke hemmeligheden. Jeg tror alt er bstemt af Gud og vi vil aldrig kende årsagerne til et langt liv. Der har været klogere, stærkere og bedre udseende mænd end mig, som ikke længere er i live. Alt hvad vi kan gøre er at arbejde hårdt og genopbygge det, som blev mistet.«

Den 11. marts 2016 godkendte Guinness World Records hans status som verdens ældste mand. Mange dokumenter var ødelagt under krigen, men det lykkedes at finde originale dokumenter i Polen, der viste hans fødselsår og dato.