Venstrefløjens dårlige samvittighed

Berlingskes Bent Blüdnikow runder et skarpt hjørne. 4. november fylder han 60 år.

Journalist og historiker Bent Blüdnikow.     Foto: Jeppe Michael Jensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der brænder en ild. Lige så lavmælt og rolig, Bent Blüdnikow kan være, lige så engageret kan han virke, når det gælder hjertesager som Den Kolde Krig, kritikken af samarbejdspolitikken under Besættelsen og forsvaret af Israel som Mellemøstens eneste demokrati. Derfor har han fået tilnavnet »Bent Blod«, som bruges både kærligt og ikke mindst kritisk, når hans fjender skal sige noget, skønt han ellers som åndstype er en udpræget europæisk intellektuel med husguder som George Orwell, Arthur Koestler, Isaiah Berlin og hjemlige Henrik Stangerup. Som medstifter af den borgerlige tænketank CEPOS er han en af den type journalister, der ikke putter med sine standpunkter.

Lunken eller ligegyldig er han i hvert fald aldrig. Blüdnikow deler derfor vandene. I Ole Hyltofts seneste roman bliver han fremhævet som den, der fik ret, mens Klaus Rifbjerg i flere af sine tidsrefleksioner omvendt hudfletter ham.

Det er aldrig kedeligt at være i den historikeruddannede Blüdnikows selskab. Han øser generøst af sin viden over for yngre kolleger og andre, som vil vide noget om den nære og fjerne historie. Når den samlende historie om 1864 i Berlingskes særtillæg skal skrives, er det f.eks. Blüdnikow, der er hovedforfatter, ligesom han er forfatter og medforfatter til en række værker i eget navn.

I 1990ernes start blev han kendt som markant skribent i Weekendavisen, hvor han sammen med to andre historikere, Arne Notkin og Bo Bjørnvig, indledte et historikeropgør, bl.a. ved at tale for en tilbagevenden til mere klassisk politisk historie fremfor eksotiske studier, og særligt for deres opgør med fagets markante venstreorientering et fuldt årti efter ungdomsoprøret. Historikerdebatten kom senere til at handle om besættelsestiden, hvor Blüdnikow kritiserede den danske historikertradition for ganske at mangle sans for, at den danske samarbejdspolitik og fredsbesættelse havde et europæisk perspektiv, der gjorde det nemmere for tyskerne; en kritik som yngre historikere i disse år har taget op i deres forskning.

Siden blev han fra 1994 til 1998 debatredaktør på Weekendavisen for så at fortsætte som debatredaktør for storebroderen, Berlingske Tidende, frem til 2002. Her tog han initiativ til den populære og kontroversielle »Groft Sagt«-klumme, et markant borgerligt svar på de kulturradikale debatmiljøer. Før Anders Fogh Rasmussen åbnede kulturkampen, dyrkede Blüdnikow med stort talent en række unge, borgerligt-liberale stemmer, som fik mund og mæle på debatsiderne.

Oprindelig virkede Bent Blüdnikow som nyuddannet arkivar i Rigsarkivet i perioden 1983-94, hvor han stod bag historiske værker, der satte spot på fortrængte sider af danmarkshistorien. Bl.a. med bogen »Som om de slet ikke eksisterede« fra 1991, der handlede om Danmarks lukkede flygtningepolitik i 1930erne.

Blüdnikow er et aktivt og respekteret medlem af den jødiske menighed, og med den familienære historie »Min fars flugt« om danske jøders flugt over Øresund i 1943, har han skrevet en beretning, som opnåede stor ros.

Det går samtidig hurtigt for den produktive ildsjæl. Blüdnikow er et sandt kuglelyn, og med sin mægtige produktion af artikler, fortrinsvis på Berlingskes kulturredaktion, hvor han har været i 12 år, er han som mange andre markante skribenter ganske afhængig af gode kolleger, der læser med, så det kommer til at stråle i avisen. Men hans journalistik får også konsekvenser.

Hele tre gange har han fået forlag til at trække bøger tilbage – biografier om Henry Kissinger og Fidel Castro samt en heroiserende bog om tyske faldskærmstropper under krigen.

Når det gælder opgør om totalitarisme og medløberi, er Blüdnikow en benhård kampagnejournalist, der har sat sig spor. Således bragte han flere hundrede kronikker om Den Kolde Krig, mens han var avisens debatredaktør. Det var også ham, der satte kritisk fokus på Den Danske Encyklopædis noget stedmoderlige behandling af kommunismens forbrydelser. Krtikken resulterede i ændringer af encyklopædiens netartikler. Og han har været med til at skrive bøger om emnet.

I sin ungdom havde Bent Blüdnikow ellers selv været SFer, men en nøgle til at forstå hans antitotalitarisme og borgerlige engagement er bl.a. afsløringerne af den såkaldte »Z-fil«, hvor Blekingegadebanden registrerede over 500 danske jøder, og hvor Blüdnikow Sr.’s og Jr.’s navne dukkede op. Her gik det op for Blüdnikow, at der også i vores tid fandtes lister, der, ganske som under krigen, kunne bruges til grusomme formål.

Ganske mild bliver han dog, når talen falder på de tre børn – to sønner og en datter – eller når man ser ham med hustruen Ira, der er antikvitetshandler, rundt om i kulturlivet. En skjult side er således, at han er interesseret i billedkunst, og ikke så lidt af en museumshaj. Både i og uden for bladets tjeneste.