Vellidt hofchef af tiden
Hofchef, kammerherre, fhv. departementschef Christian Schønau er et vellidt menneske, der med sine professionelle og personlige kvaliteter får det bedste ud af sit virke ved hoffet.
Hofchef, kammerherre, fhv. departementschef Christian Schønau er et vellidt menneske, der med sine professionelle og personlige kvaliteter får det bedste ud af sit virke ved hoffet.
Uhøjtidelig. Hamrende dygtig. Fleksibel. Et vindende væsen. God til at uddelegere. Det er meget svært at finde karakteristikker, der ikke er positive, når talen falder på hofchef Christian Schønau.
Det skulle da lige være, at han ifølge omgivelserne kan virke kontant. Måske ingen dårlig egenskab, når man er hofchef og nærmeste rådgiver for kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. For som leder af Kronprinsparrets hofstat bistår Schønau med opgaver såsom officielle arrangementer, rejser, aftaler og protektioner. Det skader heller ikke, at han har et indgående kendskab til det politiske system og en fin forståelse for, hvordan medierne arbejder.
Kun 43 år gammel afløste juristen Christian Schønau daværende hofchef Per Thornit, da denne gik på pension. Hermed fik Kronprinsparret en næsten jævnaldrende hofchef – og Frederik en sportsglad og veltrænet makker at cykle og løbe med.
Schønau kom fra en stilling som departementschef i Socialministeriet, hvor han var uhyre vellidt. Samme skudsmål nød han i øvrigt overalt på Slotsholmen, hvor han siden 2005 havde varetaget stillingen som departementschef i forskellige ministerier. I perioden 1995-2005 bestred Christian Schønau posterne som ministersekretær, chefkonsulent og kontorchef i Indenrigsministeriet og var her blandt andet med til at håndtere Lars Løkke Rasmussens bilagssag samt sætte kommunalreformen i værk med succes.
Hjem til Aarhus
Hjem til Aarhus kommer han rimeligt ofte. Schønau er uddannet fra universitetet i den jyske hovedstad, hvor han holder kontakten til det juridiske miljø ved lige via tjansen som ekstern censor. Også Aalborg Universitet og RUC har i ham glæde af en censor, der kender det danske samfund og den offentlige sektor indgående.
Kultur er et vidt begreb. For hofchefen kan det både rumme den mageløse koncert med sangeren Allan Olsen & band, som han oplevede i Vega i sidste uge – og sejlads i den motorbåd, han desværre ikke har tid til at sejle ret meget i. Af samme grund, mangel på tid, skilte han sig sidste år af med sin højtelskede motorcykel efter at have kørt »kværn«, siden han var 18 år.
Christian Schønau er far til to døtre fra et tidligere ægteskab – Anna på 17 og Ida Marie på 14 – og danner nu par med kommunikationschef Tanja Kjærsgaard.
Vil man ønske ham personligt tillykke på selve fødselsdagen, kan det blive svært. Han holder nemlig ferie og er, som det hedder, bortrejst på dagen.