Vævekunstens dronning

80 år: Vibeke Klints betydning kan ikke overvurderes.

Vibeke Klint præsenterer en dug, hun har designet for Damaskvæveriet Georg Jensen. Arkivfoto: Palle Hedemann. Fold sammen
Læs mere

Væveren Vibeke Klints betydning for den gode smag i officielle såvel som private rum kan ikke overvurderes. Hendes alsidige produktion af gulvtæpper og andre boligtekstiler, udsmykninger af mødelokaler til betydningsfulde beslutninger, koncertsale, scenerum, seminarier, ambassader, ministerier og kirker – alt i detaljer designet, farvesat og materialemæssigt udvalgt af hende selv er imponerende, men til dette livsværk skal lægges hendes betydning for at videreføre håndværket og vævetraditionerne til yngre generationer.

Hun har oplært og uddannet talrige vævere, som i dag tilbydes opgaver af bygherrer, arkitekter og fonde, der vil give nye rum en unik identitet i form af et tekstilt element.

Vibeke Klint fik en af vævekunstens pionerer, Gerda Henning, som lærer på Kunsthåndværkerskolens afdeling ved Kunstindustrimuseet i Amaliegade. Allerede inden sin afgang i 1949 var hun knyttet til Gerda Hennings værksted, og hun blev sendt til eksperter i Frankrig for at studere gobelinteknikker og garnfarver som forberedelse til en stor opgave: Gobeliner til folketingssalen. Det arbejde blev ikke udført, og da Gerda Henning pludselig døde i 1951 tilbød hendes mand, at Vibeke Klint kunne få vævestuen på betingelse af, at hun kom hjem til Danmark med det samme.

Vibeke Klint har gennem årene arbejdet tæt sammen med billedkunstnere, møbelfolk og arkitekter, og hun fik i de første år flere store opgaver, der medførte nye opgaver. Blandt de første store værker var tre gobeliner tegnet af William Scharff til Egmont H. Petersens Kollegium og det store tæppe, Den barmhjertige Samaritan, tegnet af Palle Nielsen til Fredericia Rådhus. Blandt de nyeste værker er udsmykningen af Spejlsalen i Statsministeriet, der består af røde silkepaneler, og et tæppe til rektors kontor på Københavns Universitet skænket af Ny Carlsberg Fondet.

De senere år har Vibeke Klint været optaget af at udføre silkesjaler i vidunderlige farvekombinationer. I dag væver hun ikke mere.

I 1956 knyttedes hun til C. Olesens tekstilproduktion, der blev en fornyelse i kraft af Cotil-komiteen, en inspirerende jury med møbelarkitekten Børge Mogensen og væveren Lis Ahlmann.

Hendes arbejder udmærker sig ved en tilsyneladende enkelhed ofte med geometriske figurer, spidse vinkler og linjer, der fremhæves eller nedtones i kraft af farvernes spil.

Vibeke Klints udstillingsaktivitet i ind- og udland har været overvældende og hun har desuden deltaget i fagligt arbejde som medlem af bestyrelser i Dansk Designråd, Kunsthåndværkerrådet og World Craft Council og i flere perioder har hun været i Akademirådet. For ti år siden udkom med støtte fra en række fonde bogen om Vibeke Klint skrevet af en tidligere elev, Inge Alifrangis, og da Kunstindustrimuseet i 2003 fik udgivet sit tekstilkatalog, Vævekunst, Dansk håndvævning i det 20.århundrede, var det naturligt at give Vibeke Klint god plads deri.

Hun har modtaget talrige udmærkelser, en af de første var sølvmedalje ved Triennalen i Milano 1954, i 1960 modtog hun Lunning-Prisen, i 1972 fik hun Eckersberg Medaljen, i 1978 Knud V. Engelhardts Legat, i 1987 Kunsthåndværkerrådets Årspris, i 1989 C.F. Hansen Medaillen, 1992 Nationalbankens Hæderslegat og Ole Haslunds Kunstnerfond, i 1996 den svenske Prins Eugens Medalje og i 1997 Lis Ahlmanns Legat.