Tusmørke med bid i

Stephenie Meyer har solgt millioner af bøger på verdensplan og skabt figurer, der har fået adskillige teenagepigers hjerter til at bløde. Juleaften fylder hun 40 år.

Stephanie Meyer til premieren på filmen "Twilight: New Moon". Foto:Fred Prouser/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kommer til hende i en drøm. En drøm om en ung pige og en vampyr, som er dybt forelskede, men som ikke kan være sammen. Han kan ikke styre sin lyst til hendes blod.

Lyder det bekendt? Så er det fordi den drøm senere blev til først én bog, så to, så tre, så fire. Senere fem film.

Den første bog i Stephenie Meyers berømte »Twilight«-saga – eller »Tusmørke«, som den hedder på dansk – om pigen Bella og vampyren Edward udkom i 2005. Bogen nåede top fem på New York Times Bestseller-liste, før den havde været på markedet én måned. I 2008, da den første film udkom, nåede bogen den fine titel som årets mest sælgende bog, mens filmversionen indtjente over 400 millioner dollars på verdensplan. Mønsteret er nogenlunde det samme med de resterende bøger og film i serien, »New Moon«, »Eclipse« og »Breaking Dawn«.

Læs også: En anden måde at læse på

Stephenie Meyer blev født 24. december 1973 i Connecticut, USA, med fødenavnet Stephenie Morgan i en familie med fem søskende. Hun voksede op i Arizona, og da hun blev ældre, tog hun en kandidat i engelsk på Brigham Young University i Utah.

Kærligheden fandt Meyer i en tidlig alder, for da hun var fire år gammel – ja, fire – mødte hun ham, der senere skulle blive hendes mand, Christian Meyer. De giftede sig, da de begge var 21 år, og sammen har de tre sønner. Hun er meget kristen, er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og har bedyret, at hun hverken drikker eller ryger. Men skriver, det gør hun.

Læs også:Twilight feberen er slet ikke slut

Da Stephenie Meyer havde skrevet den første »Twilight«-bog ud fra den drøm, hun havde haft en sommernat i 2003, sendte hun den til flere litterære agenturer, men kun ét svarede positivt tilbage. Udgivelsesrettighederne blev solgt på auktion, og den efterfølgende massive bogsucces førte til, at Meyer i 2008 lå nummer 49 på Time Magazines liste over verdens mest indflydelsesrige personer.

Efter succesen med de første fire bøger i serien, påbegyndte Meyer arbejdet på en femte bog, der skulle fortælles fra vampyren Edwards synspunkt. Men pludselig blev dele af bogen lækket på nettet, og derfor stoppede hun skriveriet.

Selv om den store »Tusmørke«-succes har indbragt Meyer en endog meget stor sum penge, har hun ikke ligget på den lade side derefter. I 2008 udkom en anden succes, »The Host«, som handler om en piges kamp mod rumvæsener, der har indtaget Jorden og tager bopæl i menneskers krop. »The Host« lå nummer ét på New York Times Bestseller-liste i 26 uger. Bogen er også lavet til film, men uden tilnærmelsesvis så stor succes, som »Twilight«-serien havde.

Læs også: Efter tusmørket er der sort