Tusinder vil gå med Jakob fra København til Helsingør

39-årige Jakob Amsgaard har uden at vide det ramt en guldåre, for danskerne er blevet vilde med at gå sammen. Flere tusinde har meldt sig til at gå 45 kilometer med ham fra København til Helsingør. Og så var det ikke engang meningen.

Jakob Amsgaard har tidligere kørt meget mountainbike, men de seneste tre år har gåturene taget mere og mere af hans tid. »Jeg er gået fra at være cykelmanden til at blive gåmanden«.  Maria Albrechtsen Mortensen

Det begyndte egentlig med en slem ærgrelse. Hans cykel var blevet stjålet. Men så begyndte Jakob Amsgaard i stedet at gå rundt i København. Og som fødderne flyttede sig over brosten, asfalt og revnede betonfliser, blev der plads i hans hoved. Plads til nye erkendelser og ideer.

»Jeg fandt ud af, at det er fedt at gå. Når man går, bliver ens tanker mere frie. Det er noget helt andet end at cykle i København, som nærmest er ren overlevelse og slet ikke giver plads til tanker. Så jeg havde ikke travlt med at få købt en ny cykel, og jeg begyndte at gå mere og mere. Bare for at gå.«