Troels Lyby fylder rundt: Farlig dæmoni og flabet charme

Troels Lyby er en af de mest brugte skuespillere i sin generation.

Troels Lyby har prøvet meget i sin karriere, der foreløbig har strakt sig over et par årtier. Foto: Michael Bothager Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et skuespillerliv er mangfoldigt. Tag nu bare Troels Lyby. I øjeblikket turnerer han land og rige rundt som den desperat-deprimerede Kjeld Petersen i teaterudgaven af filmen om »Dirch«. Og filmkomedien »Klassefesten 3«, som han har lavet sammen med sine trofaste partners in crime, Anders W. Berthelsen og Nikolaj Kopernikus, får samtidig danskerne til at strømme i biograferne. Vi har lige kunnet se ham som måske-morder i et par afsnit af TV-serien »Dicte«. Og lige om lidt venter endnu en turné. Denne gang i et australsk problemdrama i regi af Folketeatret.

Det er næppe forkert at sige, at dansk teater, film og fjernsyn har været gode ved Troels Lyby, der har fået lov at prøve meget mere end de fleste skuespillere i sin generation. Hans almindelighed og maskulinitet, parret med den lidt livstrætte deadpan, som snart kan slå over i flabet, flegmatisk charme, gør god fyldest i rigtig mange sammenhænge. Læg dertil en varm følsomhed, når han vil. Eller et kolerisk eksplosivitet. Men han har også været god ved teatret med mange fremragende præstationer de sidste 22 år.

Det hele udsprang af musikken. Han er vokset op med to storebrødre, som spillede rockmusik. Også Troels brugte en stor del af sin ungdom i øvelokaler. Han troede, han skulle være musiker. Men forældrene havde også trukket ham med i teatret. Herfra mærkede han en kraft.

Musikken og teatret forenede han i debuten i den herostratisk berømte »Gasolin Teaterkoncert«, den første af sin art. Det var på Dr. Dantes Aveny i 1994, efter at han var blevet færdig med Odense Teaters elevskole. Musikken er han vendt tilbage til mange gange siden.

På Dr. Dante var der god brug for hans moderne type. Han blev fast tilbagevendende på det ungdommelige teater, som revolutionerede den måde, man spillede skuespil på her i landet med en replikføring, som drejede i en mere virkelighedsnær retning.

»Da jeg var helt ung, var jeg meget optaget af, at det skulle lyde så realistisk som muligt. Men hvis det, der bliver sagt, er ligegyldigt, kan det være ligegyldigt. Nu synes jeg, det skal have ægthed, uanset genre - være forbundet med den skuespiller, der siger det.«

 

Klassikermusklen har han især fået trænet på Grønnegårds Teatret - også hos Holberg. Og en tidlig triumf for ham uden for den virkelighedsfikserede realisme var den teatralsk-diabolske Jago, skurken i Lars Kaalunds imponerende »Othello« på Østre Gasværk Teater, ikke ulig den vulgære konferencier i »Cabaret«, han siden også skulle spille ude i Gladsaxe. Og så er der selvfølgelig filmen. Hans humoristiske, bløde bøsse i »En kort en lang« for eksempel, Paprika Steens lidt vattede ægtemand i »Okay«. Hans Robert-belønnede præstation i »Anklaget« med den farlige almindelighed som stærkt kort.

Jo, Troels Lyby har været bevidst om at rykke videre. Parat til det hele, i stand til det meste. Sovende til noget er han ikke kommet. Selv om han undertiden ser så søvnig ud.