Trille er død: »Jeg må med stor taknemmelighed og ydmyghed konstatere, at sangene stadig lever«

Sangerinden hvis tekster skrev sig direkte ind i 1970ernes kvinde- og autoritetsoprør, er død, 71 år gammel. Trille døde natten til mandag 17. oktober

Trillebegyndte at optræde som nybagt student og var sammen med folk som Povl Dissing og Cæsar en del af den tidlige danske folk-scene, som for alvor tog fart, da Vise Vers Huset i Tivoli åbnede i 1964. Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Man hører dem udtale sig med stor autoritet, huske hver en detalje, gøre de gode historier lidt bedre, saftigere, sjovere og mere rørende, end de nok egentlig var – og deres egen rolle måske lidt mere betydningsfuld. De var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og giver den nu som nostalgiske sandhedsvidner i dokumentarudsendelser på TV, i radio og på tryk.

Trille var ikke et af dem. Selv om hun måske om nogen var indbegrebet af 1970ernes kvindefrigørelse både i sit personlige liv og i karrieren som »mikronfonsangerinde«, som hun kaldte det, var hun på én gang både ydmyg og aldeles usentimental, hvad angik hendes fortid og rolle som det moderne kvindelivs talerør par excellence.

I de senere år forlod hun engang imellem sit selvvalgte eksil på et lille husmandssted langt ude på landet i Sydsjælland for at give foredrag, men hun ruttede bestemt ikke med anekdoterne og havde ingen trang til at sætte sig selv i centrum – opmærksomhed havde hun fået så rigeligt af i sit liv.

Og kun efter lange, modne overvejelser tog hun imod Gyldendals opfordring og skrev sine erindringer, »Altid har jeg længsel«, der udkom i 2015. Heldigvis, må man sige, for nu er Trille her ikke mere. Hun døde natten til mandag efter kort tids sygdom.

Bodil Gudrun Nielsen blev født på Amager i 1945 – navnet Trille brugte hun som kunstner, og i 1980 skiftede hun officielt Gudrun ud med Trille ved en navneforandring.

Kun 19 år gammel mødte hun under en ferie på Fanø den 17 år ældre kunstmaler, Carl Henrik, med hvem hun fik datteren Sille i 1968 og boede sammen med i en arkitekttegnet kunstnerbolig i Brønshøj.

»Jeg var i et indædt parforhold i de år, så jeg havde ingen berøring med hverken ungdomsoprøret og heller ikke kvindebevægelsen,« forklarede en lille, lidt skrøbelig Trille, da jeg interviewede hende sidste år i forbindelse med udgivelsen af erindringerne.

I 1971 blev Trille skilt og flyttede med datteren på armen ind til København, først til Laksegade og siden i en lille lejlighed i Pilestræde, som hun talte om med stor hengivenhed. Fem år forinden havde hendes karriere som musiker taget fart, da hun fra den ene dag til den anden blev berømt og berygtet i hele Danmark. Det var, da hun som stanglækker 25-årig i moderigtig lårkort tonede frem i programmet »Musikalske Venner« og sang den provokerende »Øjet«. Selv om teksten ikke var Trilles egen, men Jesper Jensens, forfulgte »Øjet« og al polemikken omkring sangen (DR blev anmeldt for blasfemi) hende resten af livet – så meget, at hun næsten ikke orkede at tale om det sidste år.

I årene efter fulgte Trilles mange børneplader og fra 1976 lp’erne med egne hudløse kompositioner om kvindeliv og søstersolidaritet, hvor »Hej Søster«, »En Lille Bunke Krummer« og »Altid Har Jeg Længsel« står som højdepunkterne både tekstmæssigt og musikalsk. Ligesom Sebastian allierede hun sig med nogle af landets bedste musikere, bl.a. Øyvind Ougaard, Hugo Rasmussen, Anders Koppel, Ken Gudman og Ole Fick. Men selv om det lå lige for, nægtede Trille, ligesom Bob Dylan før hende, at lade sig spænde for en bestemt politisk strømning eller ideologi.

»Jeg har aldrig været med i en basisgruppe eller med i rødstrømpebevægelsen, og det byder mig egentlig også imod. Det er for nemt et alibi at være under dække af en gruppe frem for selv at stå op for sine meninger,« sagde hun sidste år.

For Trille var sin egen. Hun begyndte at optræde som nybagt student og var sammen med folk som Povl Dissing og Cæsar en del af den tidlige danske folk-scene, som for alvor tog fart, da Vise Vers Huset i Tivoli åbnede i 1964.

Men hun blev ikke musiker for at blive kendt. Faktisk var berømmelsen et problem for hende og medvirkende til, at hun fik en svær depression, da hun var i 40erne. Det var efter albummet »Hjemlige Eventyr« i 1988, som blev hendes sidste – og da hun kom ud på den anden side af mørket, havde hun ikke mere at give som sangskriver. Til gengæld startede hun en karriere uden for rampelyset som manuskriptforfatter og instruktør af børneudsendelser på DR, primært om børns vilkår i Den Tredje Verden.

Hun var dog klar over, hvad hendes sange havde betydet for andre – og ikke mindst for hende selv:

»Jeg har udvekslet meninger med høj og lav, med eskimoer og afrikanere, med bønder og intellektuelle. Først de allerseneste år er det for alvor gået op for mig, hvilken betydning det har haft, at jeg har stillet mig op og sunget på den måde, jeg gjorde. Jeg må med stor taknemmelighed og ydmyghed konstatere, at sangene fra 20-25 år siden stadig lever og har betydning i folks bevidsthed,« skrev hun i sine erindringer.

Ingen tvivl om det. Trille blev 71 år.