Tillykke Pippi: 70 år og stadig verdens stærkeste pige

Den fregnede pige fra Småland holder sig godt og er stadig et legendarisk forbillede for mange. Hun finder sig ikke i noget og sætter spørgsmålstegn ved alle autoriteter.

Pippi Langstrømpe.    Arkivfoto: Jacob Forsell/AFP Fold sammen
Læs mere

Det vakte betydelig opsigt i de intellektuelle kredse i Sverige, da den første bog om Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump, bedre kendt som Pippi, udkom i 1945. Den rødhårede, fregnede pige med fletninger og overnaturlige kræfter, satte sindene i kog i en tid, hvor børn helst skulle ses, men ikke høres, og hvor opdragelse først og fremmest handlede om afretning og disciplinering. Det var uhørt, at et barn – en overmåde muskuløs pige – skulle opføre sig som Pippi.

Men her var hun altså. Med hest, abe, eget hus, en far – moderen kendes ikke, men måske hedder hun Astrid til fornavn – der var sørøver eller måske »negerkonge« i Sydhavet, og en taske fyldt med guldpenge. Og med mange »farlige« ideer såsom at køre godt og grundigt rundt i manegen med alt fra skolelærere, socialarbejdere, politibetjente og sågar cirkusdirektører. Hun kunne finde på sige noget så ustyrligt som: »Lever vi måske ikke i et frit land? Må man så ikke gå, som man vil?« Og det var præcis, hvad hun gjorde. Både baglæns og forlæns og helt på sin egen måde.

Hendes bedste venner er de meget velopdragne og velfriserede nabobørn, Tommy og Annika, der undrende nyder friheden i Villa Villekulla, og som Pippi ikke har svært ved at lokke med ud på eventyr. Så ja, Pippi vakte postyr, for var det nu klogt at lade børn læse den slags?

Det er næsten unødvendigt at nævne, hvem der har skrevet historierne om Pippi, men der er ingen tvivl om, at Astrid Lindgren var en stor fortaler for børns vilkår, og at det lå hende meget på sinde at give sit besyv med, når det handlede om friere og bedre børneopdragelse og et nyt syn på barndommen. Den diskussion i tidens regi forekommer i dag langt væk, men dengang var den form for børnelitteratur sjældent set.

Eftertiden har gjort al tvivl og diskussion til skamme, for Pippi er om nogen blevet et symbol på børns styrker og evne til at fantasere og finde på sjove løsninger, og ikke mindst kvindebevægelsen har set hendes som et bidrag til kvindefrigørelsens opgør med mandlige autoriteter. En af de andre mere vedholdende fortolkninger af figuren Pippi Langstrømpe er også, at hun skal ses som repræsentant for kristendommen.

Eller ligefrem som Jesus på grund af sin omsorg for de svage i samfundet og sin erklærede ikke-voldelige måde at klare enhver situation på.

Faktisk skrev Astrid Lindgren allerede i 1944 en bog om Pippi, der i den udgave hed Ur-Pippi, og som først blev udgivet i 2007. Ur-Pippi var endnu mere selvstændig og måske knap så sød som den senere Pippi.

Navnet Pippi Langstrømpe fandt Astrid Lindgrens datter, Karen Nyman, på. Hun havde lungebetændelse i 1941, og bad sin mor fortælle historier om en, som hed Pippi Langstrømpe. Det var først nogle år senere, at Astrid Lindgren skrev historierne ned, da hun var tvunget til at sidde i ro med en forstuvet fod.

Og tju-la-hop trods alt for den forstuvede fod. Begrebet »Pippi-power« eksisterer i bedste velgående, og den fregnede, friske pige med fantasi og evner til næsten hvad som helst findes vist overalt.