Teaterchef med næb og klør

75 år Trods svigtende offentlig opbakning er det lykkedes ildsjælen Inger Rauf at bevare Boldhusteatret gennem mere end 40 år.

Inger Rauf vendte tilbage til Boldhus Teatret, da Strøghus Teatret i 1980 røg ud af landsdelscenen. Fold sammen
Læs mere

Hun har kæmpet og kæmpet, Inger Rauf. Og hun har været vred. Meget vred. Skuespilleren, instruktøren og teaterlederen, 75 i dag, har utrætteligt haft både næb og kløer fremme for at forsvare og bevare det lille Boldhusteater, som hun tog initiativ til at starte i 1965. Hun har skældt ud, tigget, forklaret og fremlagt. Skændtes med skiftende teaterråd i fuld offentlighed gennem mere end et kvart århundrede.

Det er næppe forkert at sige, at kampen ikke har båret frugt – for selv om Inger Rauf har hamret knoerne hvide på samtlige offentlige kasser, så er det aldrig lykkedes at få en vedvarende driftsbevilling til den mikroskopiske scene i det indre København. Alligevel har intimscenen overlevet gennem alle årene – via fondsmidler, gode venners støtte og Inger Raufs egen ihærdighed og opofrelse.

Inger Rauf er oprindelig uddannet på Aalborg Teaters elevskole under Karen Marie Løwert i 1960 – selv kom hun fra Vendsyssel. Efter elevtiden tog hun hurtigt til København, hvor hun i begyndelsen af 1960erne spillede på flere forskellige teatre, bl.a. på Ungdommens Teater (det nuværende Betty Nansen), Det Ny Teater og Nørrebros Teater.

Udfordrende intimscene
Men for 18.000 kroner, hun selv havde sparet sammen, åbnede hun sit eget lille teater sammen med Henrik Bering Liisberg og Torben Zinglersen. Det var dengang, intimscener var noget helt nyt. Repertoiret var fortrinsvis den moderne, udenlandske dramatik i den udfordrende kategori. En væsentlig forestilling i de år var Klaus Hoffmeyers iscenesættelse af Arrabals »Og de gav blomsterne håndjern på« i 1970.

Meget plads var der ikke på det mikroskopiske teater med adressen Admiralgade 26 – lige akkurat 80 sjæle kunne mases ind. Da forholdene blev for trange, åbnede hun i stedet Strøghus Teatret, hvor hun var leder i perioden 1975-80. Det var her, vulkanen Kirsten Olesen slog igennem i den debuterende instruktør Birgitte Prices iscenesættelse af »Elektra« i 1977.

Inger Rauf måtte derefter vende tilbage til Boldhus Teatret i Admiralgade, da Strøghus Teatret i 1980 røg ud af landsdelscenen, som de københavnske teatres sammenslutning hed dengang. I sin anden periode på Boldhus Teatret introducerede Inger Rauf bl.a. den tysk-østrigske dramatiker Thomas Bernhard og spillede Marguerite Duras. Hun både iscenesatte og var medforfatter til flere nye debatstykker. »Show-case« (2003), skrevet i samarbejde med forfatteren Grete Roulund, handlede f.eks. om sygdommen alzheimer og bød på Helle Virkner og Holger Juul-Hansen i bevægende samspil.