Susse Wolds to ansigter

Susse Wold har insisteret på at almindeliggøre sig – både privat og i sin lange og flotte karriere i dansk teater. 17. november fylder hun 75 år.

Foto: Elona Sjögren Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det at almindeliggøre mig synes jeg er meget vigtigt. At blive menneskeliggjort.«

Sådan sagde Susse Wold i et interview for fem år siden. Hun var lige blevet færdig med sin erindringsbog med den dobbelttydige titel »Fremkaldt«, der i de følgende måneder skulle blive en bestseller.

Derfor handlede hendes erindringer lige så meget om de trin og fejltrin, der havde ført hende frem mod at være den Susse Wold, hun gerne ville være. Det menneske, hun er i dag – med fokus på de indre værdier, snarere end det ydre skin, som ellers omgiver en af landets mest feterede skuespillerinder.

En lignende parallel kan man trække i Susse Wolds lange og imponerende karriere i dansk teater. Helt frem til i dag, hvor hendes seneste rolle på film var som den leverpostejsfarvede børnehaveleder, der ser pædofiliens spøgelser frem for sig i Thomas Vinterbergs Oscar-håb »Jagten«. Med den væsentlige birolle vendte Susse Wold tilbage til dansk film efter en pause på 25 år.

Her var endelig en opgave, der ikke parkerede hende som dyr og dejlig overklassedame – sådan som hun havde været det i rollen som den fatale Gitte Graae i »Matador« eller i den umulige sex-fantasi fru Junkersen i filmatiseringen af Klaus Rifbjergs »Den kroniske uskyld«.

På den ene side er der nemlig den lyse Susse Wold, komediennen Susse Wold. Den evigt smukke, den vittige, den blændende Susse Wold. Hun, der med sin vidunderligt musikalske replik – undertiden lige så tempofyldt rap som moderen Marguerite Vibys – gennem årene haft alle forudsætninger for det vittigt tindrende lystspil.

Tænk bare på evighedstriumfen »Privatliv«, som hun 724 gange spillede med den senere ægtemand, Bent Mejding – ja, helt til Stockholm nåede hun i rollen som charmerende, temperamentsfulde Amanda, her i samspil med selveste Jarl Kulle.

Men så er der også den anden Susse Wold. Hun, der klogt har insisteret på at vise en helt anden side af talentet. Som ikke har stillet sig tilfreds med at udfylde den primadonna-funktion, hun så let kunne være havnet i. Tragediennen Susse Wold. Den forgræmmede, hæmmede, afskrællede Susse Wold. Hun, der ind imellem har trængt dybt ind i menneskesjælen og kunnet spille på en fortrængt smerte, som brød frem bag et tilkæmpet panser.

Det startede for alvor med »Stuepigerne« i TV i 1960erne, foldede sig ud med Strindbergs bitre ægteskabsfejde »Båndet« i samspil med sin mangeårige partner på scenen og privat, Erik Mørk, i en af de perioder, hvor hun var tilknyttet Det Kongelige Teater. Kulminerende med søsteren med det forspildte liv i det engelske drama »To søstre« og med den fortvivlede Fru Alving i »Gengangere« på Folketeatret, ligesom hun lod alle facetter af talentet smelte sammen i monologen over Virginia Woolfs »Orlando«.

»Jeg vil ikke lave hvad som helst, for hvad som helst har jeg jo prøvet,« sagde hun i føromtalte interview for fem år siden.

Susse Wold er et imødekommende og engageret menneske – tænk bare på hendes vigtige og smukt udfyldte rolle som præsident for AIDS-Fondet og de mange foredrag – men på scenen er det ofte dristige rollevalg, hun demonstrerede i 1990erne, blevet endnu mere eksklusivt.

Også for eksklusivt? Det er vi i hvert fald nogle, der vil være tilbøjelige til at mene. Må man godt have lov til at ønske sig noget på andres fødselsdag? Så skulle det være en stor og vægtig rolle på det teater, hvor hun alt for længe har været savnet.