Stjernen der ville det anderledes

Svenske Nina Persson har altid mestret kombinationen af coolness og kommerciel succes, men fandt først for alvor sig selv, da privatlivet faldt på plads, og lysten begyndte at drive hendes sange frem.

Den svenske sangerinde Nina Persson er trådt ind i 40erne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En del mænd – og kvinder – i 40erne kan ikke frasige sig at have et blødt punkt, når talen falder på Nina Persson.

Den svenske sangerinde med den let hæse vokal og en coolness-faktor, der giver os i den alder det samme sug i maven som et saksespark af Zlatan Ibrahimovic, var indbegrebet af god og aldeles uopnåelig stil, da man selv var fanget i en yngre udgave i 90erne.

Som blot 18-årig bragede Persson dengang igennem med bandet The Cardigans og debutalbummet »Emmerdale«, og de efterfølgende år opnåede hun international stjernestatus med en række Cardigans-plader, der gav popmusikken en fræk og anderledes kant og et veritabelt verdensomspændende monsterhit, da hun sammen med Tom Jones fortolkede Talking Heads-klassikeren »Burning Down The House«.

Fra anonym til rockstjerne

Persson var alle vegne. I sort læder fra top til tå i videoen til »Erase Rewind«, i knaldrød 60er-kjole i »Lovefool«, i tanktop og med Thunderbird og tatoveringer i »My Favourite Game« som gjorde hende til et stilikon, der dyrkede popkunstens retroromantik og satte den ind i tidens MTV-tankegang.

Men mens verden lå næsegrus af beundring, ville Nina Persson det anderledes. Den blufærdige og ret generte pige, der var hevet ud af et anonymt liv i en forstad til Jönköping, og pludselig rejste verden rundt på 1. klasse og hang ud med rockstjerner og supermodeller, havde svært ved at finde sig selv i det ofte overfladiske setup.

The Cardigans prøvede at trække musikken i andre retninger, mens Persson igen og igen prøvede sig selv af i nye konstellationer. Med country-projektet A Camp, med Fläskkvartetten, Sparklehorse og Danger Mouse og mængder af gæsteoptrædener fra Manic Street Preachers til Ray Wonder og Backyard Babies.

Nogen egentlig linje var der ikke at finde – snarere en momentan lystbetonet tilgang til hele tiden at prøve sig selv af i nye projekter. Persson har efterfølgende ikke lagt skjul på, at det var svære år for hende personligt i 90erne og op gennem starten af 00erne. Hun mestrede det umulige ved at blive succesfuld og cool på samme tid, men savnede det, alle hendes jævnaldrende havde med et anonymt ungdomsliv med venner, kærester og studier. På et tidspunkt overvejede hun sågar at droppe musikken helt for i stedet at læse til arkitekt, men så skete der noget, da hun på et tidspunkt fandt sammen med den amerikanske sangskriver Nathan Larsson.

Sammen med ham kastede hun sig over en mere afdæmpet stil med rødder i det amerikanske, samtidig med at de blev gift og bosatte sig i New York. Og efter at have overvundet en kræftsygdom blev Nina Persson også mor i 2010, og nogle ting faldt mere på plads.

Og i år var så 90ernes blonde hår og kulsorte øjenskygge definitivt væk og tiden moden til det første soloalbum, »Animal Heart«, der udkom i januar. Uden de store armbevægelser, men alligevel med så meget Persson, at hjertet atter kunne slå et ekstra slag.