Stjerne på trods

Nekrolog: En af verdens bedste til de helt store operaroller brød sent igennem – og nu er hendes liv allerede forbi. Hildegard Behrens blev 72 år.

Hildegard Behrens under prøverne på Luciano Berios »Cronaca del Luogo« ved festspillene i Salzburg 1999. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Franz Neumayr/EPA

Lægedatteren fra Varel i det nordtyske ville være jurist. Ergo studerede hun jura nogle år. Så ville den unge dame være indretningsarkitekt. Dét blev hun til gengæld aldrig...

For under jurastudierne i Freiburg fik hun smag for sangen. Hildegard Behrens søgte ind på det lokale musikkonservatorium. En skæbne var udstukket.

Behrens’ allerførste engagement var i Freiburg 1971. Hun sang den store rolle som grevinden i »Figaros bryllup«. På det tidspunkt var hun allerede 34 år – en ret sen debut i det fag.

Året efter kom hun til Deutsche Oper am Rhein. Huset ligger i Düsseldorf og Duisburg og må rigtignok ikke forveksles med det mere berømte i Berlin. Men det er ambitiøst og har i øvrigt haft flere medarbejdere end nogen anden opera i Tyskland.

Hun blev der i et halvt årti. Det var her, hun brød gennem som Agathe i Webers naturromantiske »Jægerbruden«. Og det var her, selveste Herbert von Karajan fik ørerne op for hende:

Den berømte dirigent hørte hende under nogle prøver på »Wozzeck« i 1976 og blev dybt betaget. Samtidig var han på udkig efter en sangerinde til den store opsætning af »Salome« ved festspillene i Salzburg året efter. Behrens’ lignede det perfekte valg. Hun sagde ja tak.

Vel var hun ikke ukendt før da, heller ikke i udlandet. For eksempel sang hun en mindre rolle på Metropolitan i New York allerede i 1975. Hun havde i det hele taget et stort navn på amerikansk jord og kom der jævnligt: Metropolitans indspilning af »Nibelungens Ring« fra 1990 med hende på scenen og James Levine på dirigentpodiet hører stadig til de bedste. Og da det nye operahus i Houston skulle åbnes, sang hun til festforestillingen.

Men hun blev hurtigt synonym med festspillene i Salzburg og sang siden roller som »Ariadne på Naxos« og »Elektra«, det sidste så sent som i 1996. Gennem årene gik turen også til Covent Garden i London, til Pariseroperaen og flere andre steder.

Desuden vil mange huske hende fra festspillene i Wagners hjemby, Bayreuth. Hun var en kær gæst i næsten alle de store partier. Ikke mindst som Sieglinde i »Valkyrien« og den kvindelige hovedrolle i »Tristan og Isolde«.

Hildegard Behrens var altså førstevalget til de tungeste roller i operaens verden. Til alle heltinderne i den store, tyske tradition. Til alle de partier, der med kollegaen Birgit Nilssons berømte ord kræver »gode sko«.

Men hun var det sådan lidt på trods. For på en måde hørte hendes stemme til i den lettere ende. Eller sagt på fagsprog: Hun arbejdede som dramatisk sopran, men var en slags lyrisk sopran. I den retning kunne hun minde en smule om vor egen Inga Nielsen – som jo også blev revet væk for tidligt.

Behrens plejede i øvrigt nære forbindelser til dansk musikliv og modtog Sonnings Musikpris i 1998.

I manges øren var hun først og fremmest identisk med de store heltinder hos Wagner og Richard Strauss. Men dét er faktisk ikke helt retfærdigt. Behrens selv havde et mindst lige så stort hjerte for den nyere musik:

Den dag hendes lidt korte karriere som romantisk sopran måtte gå i glemmebogen, vil mindet om hendes partier fra det 20. århundrede stå tilbage – det være sig titelrollen i »Lady Macbeth fra Mtensk« af Sjostakovitj eller hendes ret fantastiske hovedroller i både »Jenufa« og »Sagen Makropulos« af Janacek.

Hildegard Behrens underviste en del på det sidste og skulle have begyndt en stor mesterklasse nord for Tokyo i morgen. Men det ville skæbnen så ikke være med til:

Hun faldt om i toget tirsdag, blev hasteindlagt med en hjerneblødning og døde få timer senere.

Hildegard Behrens blev født i Varel 9. februar 1937, og hun døde i Tokyo 18. august 2009.