Sven Togsverd var en markant skikkelse inden for danske medier i sin egenskab af direktør for Dansk Avistryk i Glostrup. Et selskab, der en årrække stod for trykningen af adskillige dagblade og ugeaviser.
Hans forældre ejede Glostrup Bogtryk, som Togsverd sammen med fire medarbejdere fra 1976 udviklede til den efterhånden store virksomhed, Dansk Avistryk. Selskabet skabte respekt i en dengang traditionsbunden branche med stive arbejdsgange ved at effektivisere og rationalisere produktionen. Dansk Avistryk var for eksempel blandt de første i Danmark til at trykke aviser i fire farver.
Samtidig var Sven Togsverd tredje generation af ejere af Folkebladet for Glostrup Brøndby og Vallensbæk. Han drev bladene videre efter sine forældre som delvis medejer og udvidede med tiden butikken med flere lokale avisudgivelser. Dansk Avistryk blev kendt som en virksomhed, hvor der ikke var langt fra gulvet til chefen, og beslutningerne blev truffet hurtigt.
Ved siden af trykkeriet var Sven Togsverd en stor kunstelsker, som opbyggede en samling af malerier og skulpturer. Han efterlader hustruen Mette Hviid Togsverd, sønnen Mads Crone Togsverd samt øvrig familie. lw
