Sprækkerne i den noble fernis

Den populære skuespiller Holger Juul Hansen er død, 88 år. Skuespilleren var allerbedst, når han som i "Matador" har tolket den pæne mands problemer bag den nydelige facade.

Holger Juul Hansen, skuespiller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En pæn mand. Det var billedet, danskerne havde af Holger Juul Hansen.

Både som privatperson – livet ud optrådte han i bladene med nobel elegance, selvironisk elskværdighed og pointeret vid, selv om han selv slog til lyd for, at det ”aldrig måtte blive så pænt, at det blev kedeligt."

Men naturligvis også fra scene, skærm og lærred. Ikke mindst fra den uopslidelige tv-serie "Matador", som netop igen har trukket over en mio. seere til skærmen.

De fleste forbinder naturligvis den folkekære skuespiller med den rolle, der for alvor gjorde ham til en del af det kollektive familiealbum. Som bankdirektør Hans Christian Varnæs i Lise Nørgaard og Erik Ballings elskede tv-serie tegnede han en af karrierens – og seriens – fineste skikkelser. Selveste inkarnationen af den pæne, anstændige borgerlighed. ”En pæn mand,” som Erik Balling forklarede skuespilleren, da han på instruktørens kontor på Nordisk Film fik tilbudt rollen. Holger Juul Hansen havde svært ved at skjule sin skuffelse. Kunne der virkelig være meget ved sådan en opgave? "Men ikke så pæn, at det gør noget«, tilføjede Balling.

"Du bliver glad for din bankdirektør," lovede han, og profetien kom til at holde stik, for rollen blev, som bekendt, den væsentligste i Juul-Hansens karriere. Seriens 24 afsnit blev indspillet over flere år fra 1977 og »jeg levede et dobbeltliv med to koner og to hold børn. Havde Korsbæk eksisteret i virkeligheden, havde jeg siddet inde for bigami,« har Holger Juul Hansen forklaret. Varnæs i "Matador" blev et af seriens mest nuancerede og fuldendte portrætter – den nydelige bedsteborger, der plages af egne, indre konflikter bag den diskrete charme og det tørre vid, som måske nok svigter sin skrøbelige Maude – mange kvinder var sure på skuespilleren over figurens udenomsægteskabelige affære med Ulla i banken – men som ender med samvittighedsfuldt at konsolidere ægteskabet ved sølvbryllupsmiddagen.

Operation Morgenluft

I det hele taget var det sprækkerne i den noble fernis, Holger Juul Hansen først og fremmest mestrede at skildre i sine væsentligste roller. Han havde gode opgaver i i Leif Panduros tv-spil, hvor han chokerede nationen ved at spille pæn kontormand, der lever en dobbeltrolle som dansk fjernsyns første transvestit i ”I Adams verden” (1973). Ingmar Bergman så spilet, mens han prøvede på ”Misantropen” på Det Kgl. Teater og kaldte drillende Juul-Hansen for Sonja undervejs: »Nå, Sonja, skal vi så stryge de fire linjer?«

Og pænheden blev naturligvis også udnyttet maksimalt mange år senere i den overraskende præstation som den mildest talt distræte Professor Moesgaard – det er ham med ”Operation Morgenluft” – i Lars von Triers satiriske gyserserier "Riget” og ”Riget II”. Holger Juul Hansen boltrede sig i rollen som den grotesk verdensfjerne og naive kittelkonge, hvis uduelighed gik hen og blev næsten bevægende. Nationen frydede sig ved at se nydelige Holger Juul Hansen med en kæmpe dildo i hånden og med rette blev han belønnet med en Bodil for bedste birolle i 1995. Siden voksede Moesgaard til hovedrolle og Holger Juul Hansen indkasserede endnu en Bodil tre år senere. Her kronede han den filmkarriere, der begyndte med ”Soldaten og Jenny” helt tilbage i 1947.

Små kår

Skuespillerfaget lå ham oprindeligt fjernt. Drengen fra Nyborg flyttede til Frederiksberg og små kår, blev uddannet isenkræmmer under krigen og nåede at avancere til førstemand, men siden gik han teatervejen. Efter uddannelsen på Alliancescenernes Elevskole i 1948 blev den unge mand engageret til landsdelsscenerne i Aalborg og Odense, men siden kom han til hovedstaden, hvor hans kultiverede og fordelagtige sceneydre samt glimrende karakteriseringstalent gav ham en lang række roller ved hovedstadens teatre.. »Jeg engagerede en førsteelsker og så kommer der en komiker,” sagde hans første teaterdirektør. Ingen af mærkaterne kom nu til at passe på Holger Juul Hansen.

Elskerrollerne krævede et anderledes hedt poetisk-erotisk blod i årerne, end det, der rullede hos ham. Til gengæld var hen helt hjemme i den præcise menneskeskildring i det væld af opgaver, han kom til at forløse på de københavnske privatteatre – f.eks. på Alléscenen, Det Ny Teater og Det Ny Scala. Med stort held erstattede han selveste Mogens Wieth, dels i Jean Anouilhs ”Toreadorvalsen”, dels som Professor Higgins i den danske førsteopsætning af ”My Fair Lady” – begge roller han fik mulighed for at spille igen mange år senere. Fra 1961 var han ansat på Det Kongelige Teater, som han forblev tro i hele 26 år. Her spillede han loyalt i et omfattende repertoire, men stod nok en smule i skyggen af jævnaldrende konkurrenter som Jørgen Reenberg, Henning Moritzen og Erik Mørk. Ofte var han at se i rollen som hovedpersonens ven – f.eks. da han var Tommy i Ernst Bruun Olsens musical ”Teenagerlove” og Philinte i Ingmar Bergmans herostratisk berømmede version af ”Misantropen”.

Efter at han havde sagt nationalscenen farvel, havde han hurtigt Matador-populariteten med sig. Det gav ham fortrinsvist mulighed for at boltre sig i et lystspilrepertoire, , hvor han naturlige, maskuline elegance og den betydelige charme gjorde god fyldest. Sidste gang, han stod på scenen, var som en herligt lagret kejser i Nørrebros Teaters »Sommer i Tyrol« i 2005.

DEBAT | Hvilken rolle synes du Holger Juul Hansen var bedst i? Del dine minder under artiklen eller på facebook.com/berlingske

Men selv om kræfterne til at påtage sig roller efterhånden tog af, udsendte Holger Juul Hansen sine erindringer sidste år, ”Sol og tunge skyer”. Gemytlige, lune og lidt adspredte huskerier fra et langt liv på og udenfor teatret – de enkelte roller, havde han ikke meget at fortælle om – og man fik indtryk af, at så alvorligt havde han altså heller ikke taget sin profession. Faktisk havde Holger Juul Hansen udsendt memoirer tidligere – første gang under titlen ”Det må aldrig blive sølle” i 1995: Et mantra, han havde med sig gennem livet og efterlevede med den professionelle værdighed, der var et særkende. Privat fandt Holger Juul Hansen omtrent en livslang lykke med den 21-år yngre solodanserinden Inge Olafsen. Parret omgikkes i mange år venskabeligt med Holger Juul Hansens første hustru, den 20 år ældre skuespillerkollega Else-Marie Hansen, med hvem han var gift 1952-1965. »Jeg har haft et godt liv. Jeg synes ikke, at jeg har noget til gode!« sagde han sidste år. Holger Juul Hansen var ganske vist ramt af sygdom i sine sidste leveår, men overvandt sine udfordringer med courage og fighterånd.

En ondartet lungebetændelse sendte ham på hospitalet i begyndelsen af september, men selv om han blev midlertidigt udskrevet og vendte hjem til Peter Rørdams Vej igen, kunne end ikke den sjette genudsendelsen af ”Matador”, som han ellers havde glædet sig til, sætte ham i bedre humør. Det gik for langsomt med at blive rask, og for mange af de gamle kolleger var ikke mere. Nu er han selv fulgt efter. Holger Juul Hansen døde tirsdag efter længere tids indlæggelse.

Men danskerne vil med sikkerhed fortsat opleve Holger Juul Hansen i sit livs rolle mange, mange år endnu og sende ham en vemodig og taknemmelig tanke. "Matador" er blevet en del af den danske folkearv og Holger Juul Hansens prøvede gentleman af en bankdirektør er en af seriens mest menneskelige  ansigter.