Sopran med udlængsel

Siden debuten i 1993 har operasanger Henriette Bonde-Hansen opbygget en imponerende international karriere. 3. september fylder hun 50 år.

Henriette Bonde-Hansen fik sit internationale gennembrud i 1995. Foto: Den Jyske Opera Fold sammen
Læs mere

»Måske var det i virkeligheden mit held, at jeg aldrig fik tilbudt fast arbejde. Jeg har altid haft lyst til at prøve kræfter og teste mig selv, og det gør man nok bedst ved at skubbe sig selv ud i noget, der er lidt større, end man lige kan overskue.«

Sådan sagde operasangeren Henriette Bonde-Hansen, da Berlingske mødte hende sidste efterår i forbindelse med et af hendes sjældne længeregvarende ophold i hjemlandet, nemlig da Det Kongelige Teater havde engageret hende til hovedpartiet i Rossinis helaftensopera Semiramis.

Henriette Bonde-Hansen er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet og debuterede i 1993 på Den Jyske Opera. Allerede to år efter fik hun imidlertid sit internationale gennembrud på Theatre la Monnaie i Bruxelles, og siden har hun opbygget en imponerende international karriere, hvor hun turnerer mellem opera- og koncerthuse i en række europæiske lande og så langt væk som bl.a. Canada og Chile.

Også privat tilbringer hun det meste af sin tid udenlands, især efter at hun for 12 år siden mødte sin nuværende mand, den cubanskfødte tenor, Reinaldo Marcias, der bor i USA og er tilknyttet operaen i Zürich.

Rent musikalsk har Henriette Bonde-Hansen størstedelen af karrieren befundet sig i det muntre og romantiske rollefag med Susanna i Figaros bryllup, Sophie i Rosenkavaleren, Pamina i Tryllefløjten, Fiordilgi i Cosi fan tutte og Fiorilla i Tyrken i Italien – som hun sang på Det Kongelige i 2009 til anmeldernes store begejstring – som nogle af de vigtigste partier.

Andre vigtige partier er Ilie i Idomeneo, Gilda i Rigoletto og Melisande i Pelleas og Melisande.

De senere år har hun også fået lyst til at udfordre andre sider af talentet i mere modne kvinderoller. Derfor var rollen som Semiramis sidste år en kærkommen opgave, som hun ifølge anmelderne løste til topkarakter.

Og danske operafans kan se frem til igen at opleve Henriette Bonde-Hansen på hjemlig grund, nemlig som Lucia i Lucia di Lammermoor på Den Jyske Opera i marts næste år, ligesom succesen En aften i Wien sammen med barytonen Bo Skovhus og Odense Symfoniorkester genoplives med fem nye koncerter i efteråret 2014.

Fødselsdagen fejrer Henriette Bonde-Hansen med en stor fest for familie og venner i fødebyen Rudme på Fyn.