Sofie Gråbøl fylder rundt

40 år. Naturbegavelsen og udstrålingen går hånd i hånd. Sofie Gråbøl er den slags skuespiller, der har fem centimeter mere end de andre.

Sofie Gråbøl, et ubestridt allroundtalent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen.

Det har været Sofie Gråbøls år i år. I slutningen af april kunne hun gå hjem med en fortjent Årets Reumert for sin fysiske og sjæleligt lysende kraftpræstation som gudedatteren Agnes i Strindbergs »Et drømmespil« på Betty Nansen Teatret.

En rolle, hvor hun ikke bare fik blå mærker på grund af den udfordrende koreografi, men som også skulle trække veksler på sin psykiske parathed. Med sin enestående præstation cementerede teaterskuespilleren Sofie Gråbøl sin position som det betydelige sceniske talent, man godt vidste, hun var.

Hun kunne også notere sig en formidabel succes med overvældende ros for sin rolle som den plagede og indadvendte opdager Sarah Lund i DR TVs seersucces, søndagsgyset »Forbrydelsen«. En af den slags roller, som kan interessere nok til at fungere som klassisk hovedfigur i en krimiserie – ikke mindst takket være Sofie Gråbøls usmilende, registrerende, men uudgrundelige ansigt. Det har de også syntes i DR. Til oktober går Sofie Gråbøl i gang med optagelser til en selvstændig fortsættelse af serien.

En foreløbig kulmination på en karriere, som næsten ikke kunne have tegnet sig lykkeligere både på film og teater? Sådan forekommer det. Kan hun spille alt? Det tyder det på. At hun har har fået de opgaver, hun skulle have, og at hun har grebet chancerne vidner fem Robert-priser, to Bodil-priser og to Reumert-priser om – lige meget hjemme i det komplicerede karakterstudie som i det mere renskurede heltindefag, som hun er.

Og så har vi slet ikke talt om den karakterkomiske åre, som hun kun alt for sjældent har fået lov til at bevise, at hun besidder til overflod. Nogen på Statens Teaterskole må have røde øren. Hun blev afvist i sommeren 1991 på et tidspunkt, hvor hun allerede var et etableret navn på film. Den holdt heldigvis fast ved hende, samtidig med, at hun stille og roligt gled ind i det professionelle teaterliv.

Sensationel debut
Debuten i Henning Carlsens engelsksprogde Gauguin-film »Oviri« var nærmest sensationel. Gråbøls forelskede ungepige-birolle blev central for hele filmen takket være hendes naturtalent.

Det følsomme spil og de tænksomme øjne som den 14-årige vesterbropige Ester i Astrid Henning Jensens filmatisering af Tove Ditlevsens »Barndommens gade« viste, at her var et talent i særklasse.

Efter flere filmroller i ungpigefaget tog hun et skridt fremad med Ole Bornedals »Nattevagten«, hvor hun viste fornyet handlekraft og en voksen, kvindelig sensualitet som hovedpersonens kæreste. Nu for længst opgraderet til hovedroller, f.eks. som den usikre heltinde i Susanne Biers »Sekten«.

At hun også kunne være sjov og spille rigtig menneskekomedie havde hun allerede vist som naiv punkerpige i Søren Faulis »De skrigende halse« og superflipper i broderen Niels Gråbøls »Fede tider«, men ellers fik man syn for sagn, da hun var den uformelige, brandirriterende, men også smårørende psykologistuderende Mulle – hende med »Syv år, Niller« i »Den eneste ene«.

Siden er det bl.a. blevet til hudløse, alvorsprægede præstationer i »Lad de små børn« og »Anklaget«. Og hun fik fast arbejde i serier som »Taxa« og, ikke mindst, »Nikolaj og Julie«, hvor der blev trukket veksler på hendes store energi og moderne kvindelighed.

Skrækslagen
I begyndelsen af teaterkarrieren var hun skrækslagen for, at hendes manglende formelle træning skulle koste hende karrieren. Men frygten viste sig ubegrundet. På Betty Nansen Teatret spillede hun både Anouilh og Norén.

Og på Dr. Dante, hvor hun var en del af generationsteatret i Lars Kaalunds splattergyser »I en kælder« og i lak og læder i Nikolaj Cederholms bordeldrama »Paradis«. En komisk triumf scorede hun som den maniske rengøringsmaskine og mystiske hushjælp i Line Knutzons nyklassiker »Snart kommer tiden« - hun når i øvrigt lige at spille en rolle i samme dramatikers »Håndværkerne« på Det Kongelige Teater, inden optagelserne til »Forbrydelsen II« lægger beslag på hende.

Klassikerne mestrer hun også: Var helt på niveau med giganterne Reenberg og Nørby i Ibsens »Gengangere« – også på nationalscenen. Var en levende og meget stakkels Desdemona i Østre Gasværks »Othello« og en bevægende Hermione i »Vintereventyret« på Det Kongelige Teater. Lige meget hjemme i det hele, altså. Ingen menneskelig følelse synes hende fremmed og evnen til at udtrykke den er mildest talt imponerende.

Sofie Gråbøl står i dag som dansk film og teaters ubestridte allroundtalent, hvis ubønhørlige ambition om altid få det optimale ud af rollen, lykkes hver gang.