Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Annie Birgit Garde, 75 i dag, har været aktiv skuespiller i mere end 50 år. Hun har for eksempel lige læst op af Tove Ditlevsens forfatterskab ved et arrangement på Bakkehuset og iscenesat en monolog af Mette Winge om samme forfatter. Allerede to år inden hun forlod Privatteatrenes Elevskole i 1957, var hun debuteret på det store lærred i en af sine bedste roller som den indtagende Nørrebro-pige, der flytter hjemmefra i hverdagskomedien »Altid ballade«.
Elevtiden på Privatteatrenes Elevskole blev delvis betalt af Nordisk Film, der ville sikre sig hendes talent efter endt uddannelse i 1957. Det søde lå hende nær med den blide stemme, det kønne ansigt med de store øjne og det blændende smil. Man husker hende også i de år som kæreste i de tre første Soldaterkammerater-film og som en af de unge yndigheder, som sværmer rundt i Dirch Passer-filmen »Charles’ Tante«. På teatret debuterede hun allerede i elevtiden på Det Ny Teater i »Den indbildt syge« og har siden haft en lang række roller på landets teatre. Både i et moderne repertoire og i klassikerne, men det har primært været i de flagrende lystspil, hun har fået lov til at vise sine evner, for eksempel havde hun flere gode roller på turné, blandt andet som Emily i »Den kære familie« og lægesekretæren i »Kaktusblomsten«, ligesom hun også var knyttet til den nu hedengangne Amager Scenen.
Annie Birgit Gardes seneste teaterrolle var i 2005 i Betty Nansen Teatrets svenske misbrugerdrama »Limbo«, der blev en stor og flere gange forlænget publikumssucces: »På patientsiden er der et overrumplende smukt comeback til Annie Birgit Garde som den alkoholiserede aristokrat Mille, der pludselig møder virkeligheden uden for minkpelsen«, skrev vi her i avisen
Bortset fra et par mindre biroller rundede hun filmkarrieren af med 1970ernes »frække« »Sengekantsfilm«, som efter sigende stadig er populære, når danskerne skal købe hyggefilm til hjemmebiografen. Her var hun ofte den modne, sexede kvinde, der fascinerede de yngre mænd. Dog lader hun andre af sine medsøstre om at smide kludene, bortset fra i en enkelt scene – og generelt må man sige, at hun er en af de kræfter, der klarer sig bedst i serien, som hun forlenede filmserien med lune og erotisk udstråling. Filmene, som hun på ingen måde har grund til at skamme sig over, gav hende et stort publikum og fast arbejde, men var måske også medvirkende til, at filmkarrieren ikke blev den samme igen. Til gengæld har hun altså haft gode opgaver på teatrene, ligesom hun blandt andet har taget sagen i egen hånd som solist med viser og oplæsning.