Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvis du ikke lige kan komme på, hvem Birgit Lystager er, så tænk blot på hittet »Smilende Susie« fra 1970. Med Birgit Lystager bag mikrofonen blev Sejr Volmer-Sørensens danske udgave af Pretty Belinda et monsterhit.
Det blev Birgit Lystagers største hit, men var ellers et blandt mange hit, der kom fra hende i dansktop-perioden. Og taler man med hende i dag, hvor hun er tæt på de 70 år, er det stadig den samme glade og smukke stemme, man får i øret. Og tænker hun tilbage nu, er det på et liv, hvor hun opnåede det, hun ville.
»Mit barndomshjem var musikalsk. Mor sang, far spillede klaver, og begge mine brødre spillede jazz. Så det var ikke helt et tilfælde, at jeg som 12-årig skrev i min poesibog, at jeg ville være sanger,« siger Birgit Lystager.
Og det blev da også jazz, der var indgangen til sangkarrieren for Aarhus-pigen, der debuterede i Randers med gruppen Jazzminerne i 1962. Og jazz har været en stor del af karrieren. Undervejs har hun indspillet med kendte musikere som f.eks. Ben Webster og Toots Thielemans og Max Leths orkester, og hun var ikke mindst kendt for sit samarbejde med Radioens Big Band i en del både TV- og radio-udsendelser. Det var tilbage i 1970erne. Også revyer medvirkede hun i.
Mens hun sang dansktop udgav hun også to engelsksprogede LPer, nemlig »Ready to meet you« (1970) og »Love’s Labyrinth« (1971), der blev udsendt i hele Europa. Men efter de glade 1970ere forsvandt Birgit Lystager ud af scenens rampelys.
»Der blev mindre bud efter mig, og i begyndelsen af 1982 sendte jeg noget ud, men der var ikke rigtig nogen reaktion på det, så jeg droppede den del af sangkarrieren,« siger Birgit Lystager. Det valg har hun ikke fortrudt.
»Jeg var glad for det, mens det stod på, men det var også helt ok, da det stoppede. Pludselig var jeg fri for, at folk ringede for at spørge om ting, som hvilken tandpasta, jeg brugte,« fortæller Birgit Lystager.
Fra musik til massage
Helt stille har det dog ikke været musikalsk, for hun udsendte retrospektiv syv-CD-bokse i 2006 med titlen »Mine sange«, som blev godt modtaget. Og så er alle hendes albums udgivet i Japan og Frankrig med salgstal, der er betydeligt bedre end de danske.
Vi taler sammen i telefon, og selv om hun i dag lider svært af gigt og en rygskade, så er hendes humør ganske fantastisk. Hun er sådan en, man hurtigt kommer ind på og kan grine sammen med.Efter sangkarrieren lærte hun at give massage og forskelligt andet i healing-verdenen. Hun har også lagt stemme til afspændings- og meditationsprogrammer.
Allerede i tiden som sangerinde oplevede hun alvorlige smerter. For i 1969 var hun passager i en sportsvogn, der kørte galt, og hvor hun blev slynget ud af bilen og slog ryggen slemt. Alligevel kalder hun det held i uheld, at hun røg ud, for bilen havnede helt fladt med hjulene i vejret.
»I forvejen var jeg meget genert og skulle altid styre min nervøsitet, når jeg skulle optræde, men efter ulykken fik jeg også problemer med at trække vejret, fordi det gjorde så ondt i min ryg. Det var også med til at gøre det lettere for mig at trække mig tilbage, da den tid kom,« siger hun i dag.
En af de ting, der har betydet meget for hende gennem årene, og stadig gør, er maleriet, som hun fortsætter med. Faktisk sælger hun nogen engang imellem, men hun har ofte mest lyst til bare at beholde dem.
»Maleriet har jeg virkelig haft meget glæde af, og så er jeg vild med naturen omkring mig, hvor vi bor. Det betyder virkelig meget for mig,« siger Birgit Lystager, der bor landligt sammen med sin mand, guitaristen Poul Freiber.