Smed levende dværghøns i protest

Socialdemokratiets folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil har arbejdet hårdt for samfundets mest socialt udsatte. 17. januar bliver hun 40 år.

Folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil fylder 40 år. Foto: Claus Bech/Scanpix 2016 Fold sammen
Læs mere

Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, formand for undervisningsudvalget og socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, har de senere år arbejdet for bedre forhold for anbragte børn, psykisk syge og sårbare og for de ansatte på landets bosteder.

Nu fylder hun 40 år.

Allerede i gymnasietiden på Vestre Borgerdyd Gymnasium, nu Københavns åbne Gymnasium, var Pernille Rosenkrantz-Theil politisk engageret.

Her var hun aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor hun blandt andet var med til at kaste levende dværghøns ned i folketingssalen fra tilhørerlogen i protest mod nedskæringer på uddannelsesområdet.

Hun blev for første gang valgt til Folketinget i 2001 for Enhedslisten i Fynts Amtskreds, efter at have været midlertidigt medlem for selvsamme parti i 1999. I 2003 fik hun en bachelor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Samme år kastede to venstrefløjsaktivister rød maling på tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller i protest mod Irak-krigen, hvor det efterfølgende kom frem, at aktivisterne var Rosenkrantz-Theils gæster på Christiansborg.

I mange år støttede hun op om aktionen og udtalte, at »det kunne ligeså godt have været mig«. Først i 2013 – ti år efter og et skift fra Enhedslisten til Socialdemokratiet – beklagede hun sin støtte til aktivisterne over for Jyllands-Posten.

Efter en pause i Folketinget i valgperioden 2007-2011, hvor hun arbejdede som ledelseskonsulent for 3F, blev hun valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i 2011 og genvalgt i 2015.

Hun bor sammen med sin kæreste, fire sammenbragte børn og en plejesøn i København. Hun er vokset op i Korsør, men har boet i hovedstaden i de seneste 23 år.