Skuespilleren med den varme stemme

Med årene har Vigga Bro har i mange år udvidet sit revir til ikke bare at omfatte skuespillet, men også historie-fortællingen.

Vigga Bro har kæmpet for større forståelse for historiefortællingens kunst. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man ikke har oplevet Vigga Bro med den sprøde, varme og hæse stemme, den lune og det skarpe vid, der altid har karakteriseret hendes virke på scenen, gengive for eksempel H.C. Andersens eventyr eller alverdens skrøner og skabelsesmyter, skal man unde sig det.

I mange år turnerede hun vidt og bredt med sin mand, bassisten Erik Moseholm, som duetpartner på scenen, men efter hans død for fem år siden, har hun fundet andre samarbejdspartnere, bl.a på Teatret ved Sorte Hest. Det er på det lille teater på Vesterbro, hun til december skaber forestillingen »Sne«, der bl.a. trækker på hendes egne erindringer. Forestillingen bliver til i samarbejde med blandt andre Vigga Bros datter, dramatikeren Anna Bro, der tillige fungerer som instruktør. Også i kulissen har Vigga Bro kæmpet for større forståelse for historiefortællingens kunst. Og med tiden er historiefortællingen i det hele taget kommet til at fylde mere og mere i et arbejdsliv, som hun slet ikke kan forestille sig, skal slutte endnu.

I et interview med Berlingske fortalte den diminutive skuespiller med den store udstråling - kritikeren Harald Engberg kaldte hende »en miniature-primadonna« - for fem år siden, hvordan hun gerne vil fortsætte med at gå på scenen eller ind foran et kamera, så lang tid, der er bud efter hende.

»Jeg synes, livet er spændende,« forklarede hun ved den lejlighed.

»Jeg stopper ikke, før folk ikke gider se mig og høre mig længere. Eller jeg ikke kan mere, men jeg synes stadig, jeg har mange kræfter,« sagde hun og fortsatte:

»Måske synes jeg også, der er meget, jeg skal nå. Når man er fyldt 75, kan man jo ligesom se horisonten.«

Kigger hun den anden vej, må det være svært at få øje på karrierens begyndelse, for hendes tilværelse i dansk teater strækker sig over hele 56 år.

Hun debuterede på Aarhus Teater som Sophie i Heibergs »Nei« i 1961 efter at have gået på teatrets elevskole.

Fra 1964 var hun freelancer med en lang række roller på de københavnske scener, for eksempel som Nille i »Jeppe på Bjerget« over for Buster Larsen på Det Ny Teater. Hun var også at se på biograflærredet, bl.a. som pionerflyverens kone i Ellehammer-filmen »Nu stiger den« og som Rigmor i Martin A. Hansen-filmatiseringen »Løgneren«.

Hun overraskede mange ved 1976-83 at sige ja til at være fast medlem af den kollektivt ledede teatergruppe Banden i Odense, hvor hun også instruerede. Det har hun gjort siden, bl.a. med sans for den Dario Fo, hvis monologer fik hende interesseret i at fortælle historier.

Og da hun vendte tilbage til de københavnske scener, ventede en lang række opgaver på hende, bl.a. i samarbejde med Peter Langdal og Dr. Dante.

Det politiske engagement har hun udfoldet som næstformand i Dansk Skuespillerforbund, ligesom hun har haft tillidshverv som bl.a. medlem af Statens Teaterråd.