Skuespiller med stort S

Christopher Walken er skuespiller med stort S og har medvirket i mere end 100 roller på teater og film - fra Shakespeare til »Pulp Fiction«. 31. marts bliver han 75 år.

Christopher Walken er blevet en statelig ældre mand. Han har medvirket i mere end 100 film og spillet store roller på teatret. Arkivfoto: EPA/Aaron Pole/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Christopher Walken har medvirket i mere end 100 film - gode og slet ikke gode - og i større og mindre roller. Blandt andet Vietnamfilmen »The Deer Hunter«, Woody Allens »Annie Hall«, Frederick Forsyth-filmatiseringen »The Dogs of War«, latter-gyseren »Sleepy Hollow«, James Bond-filmen »A View to a Kill«, Steven Spielbergs »Catch Me If You Can«, Quentin Tarantinos »Pulp Fiction«, »Batman Returns« og »Stand Up Guys« med Al Pacino og Alan Arkin som tre gamle småforbrydere. 31. marts bliver han 75 år.

Allerede i 1978 fik han en Oscar og hvad ikke så mange ved, er, at Walken også er en habil Shakespeare-skuespiller, der har spillet med i opsætninger af bl.a. »Hamlet«, »Macbeth« og »Romeo og Julie«. Ligesom han jævnligt har været på komisk gæsteoptræden i satire-programmet Saturday Night Live.

Hans mor var emigrant fra Glasgow, og hans far var kommet til New York fra Tyskland i 1920erne, og slog sig ned med en bagerforretning i New York-bydelen Queens. Her blev deres senere så berømte søn født og på moderens foranledning opkaldt efter skuespilleren Ronald Colman. Derfor fik han navnet Ronald Walken. Han ændrede det til Christopher i 1964, og blandt venner kaldes han Chris.

Sammen med sine to brødre, Kenneth og Glenn, blev han barnestjerne på TV i 50erne og 60erne - bl.a. i en sketch, hvor han optræder med Jerry Lewis og Dean Martin. Som teenager arbejdede han som løvetæmmer i en cirkus, senere begyndte han på et universitet, men droppede ud, da han fik en stor rolle i en Off-Broadway-opsætning af »Best Foot Forward«, der også havde Liza Minnelli på rollelisten. Ved siden af øvede han dans, men begyndte snart at få dramatiske roller på teatret og derefter på film. Især på teatret havde han mange roller - bl.a. som den franske kong Philip i »Løve ved Vintertide« i New York i 1966.

På film debuterede han i en lille rolle i Sidney Lumets »Anderson Klanen« i 1971 og siden var han med i film som Paul Mazurskys »Next Stop, Greenwich Village« ( 1976) og i Woody Allens »Annie Hall« ( 1977), hvor han spiller Diane Keatons suicidale bror. Hvad de færreste ved er, at Christopher Walken længe var George Lucas’ valg til rollen som Han Solo i »Stjernekrigen«, før valget endegyldigt faldt på Harrison Ford.

For sin rolle som en ung stålværksarbejder fra Pennsylvania, der bliver mentalt knust af Vietnamkrigen, i »Deer Hunter« modtog han en Oscar.

Siden har han bl.a. medvirket i Roger Moo-res sidste James Bond-film, »A View to a Kill«, som skurk med afbleget hår og i vidt forskellige film som »Biloxi Blues« og »Batman Returns«. Hos Quentin Tarantino har han medvirket i »True Romance« og »Pulp Fiction«. Hos John Turturro spillede han i »Illuminata« en indflydelsesrig, bøsset teaterkritiker og hos Tim Burton i »Sleepy Hollow« spillede han den hovedløse rytter. Han spillede svindleren Frank Abagales far i Spielbergs »Catch Me If You Can«. Og han har spillet dødens engel i Madonnas musikvideo, »Bad Girl« (1993).

På Broadway spillede han igen i 2000 en af hovedrollerne i opsætningen af James Joyce’s »The Dead« og igen i 2010 i Martin McDonaghs skuespil, »Halshugning i Spokane«, hvor han var nomineret til en Tony Award for bedste hovedrolle.