At den gamle musical »The Sound of Music« får så særlig en klangbund, som den udspiller sig for øjeblikket på Det Ny Teater skyldes ikke mindst Jens Jacob Tychsen. Han gør nemlig Kaptajn von Trapp til andet og mere end den halvkedelige teaterfigur, Trapps oftest fremstilles som. Tychsen gør ham til et menneske. En mand, der er så invalideret af sorg, at han har mistet kontakten til livet. Der skal et mindre mirakel og Maria Lucia Heiberg Rosenbergs kærlige Maria til at tø ham op, til at gengive ham troen på alt det nære i tilværelsen.

Hans forløsning bliver vores som tilskuere. Rollen spilles med en alvor, der giver hele kæmpeforestillingen en følelsesmæssig gennemslagskraft, man ikke før har set den udstyret med på disse breddegrader. Og den demonstrerer den ene Jens Jacob Tychsen: Ham, der kan tone sig helt ned og give liv til det invaliderende hæmmede, det lavmælt indesluttede. Mænd, der af den ene eller anden grund ikke kan komme rigtigt ind i livet.

I den afdeling husker man især hans følelsesforskansede bejler i musicalen »Pigen med paraplyerne« og ikke mindst den kølige Karenin i »Anna Karenina,« begge på Betty Nansen Teatret, hvor han har været at finde en del i Henrik Hartmann og Peter Langdals regeringsperiode.

Den smukt dæmpede Tychsen så man også som en »normaliseret« udgave af den gale Johannes i Lars Noréns anti-version af Kaj Munks »Ordet« på Det Kongelige Teater. De fleste kender nok alligevel bedst den anden Tychsen. Det er den Jens Jacob Tychsen, der lægger stemme til et utal af tegnefilm, og som også selv kan minde om noget, der ligner en tegnefilmfigur på scenen: Den udadvendte, foranderlige skuespiller med den lidt gammeldags diktion, de mange masker og de mange stemmer. Ham, der kan svinge mellem det blaserte og det bindegale. Ham, der har noget farligt indeni. Det er ham, der render rundt i TV2s nostalgiske mandagsserie »Badehotellet« som den skabagtige charmeklud af en frikadelleskuespiller i evig jagt på Cecilie Stenspils gifte kontorcheffrue. Det er ham, som skabte et morsomt og herligt umage makkerpar med kollegaen Bodil Jørgensen i den mildest talt skrupskøre kabaret »Han, hun, vov og pelsen«, som har spillet revy her og der, og som var en fræk Henrik i Grønnegårds Teatrets »Henrik og Pernille«: »Lutter vrængende, krukkede manerer, når han er forklædt, men en vulgær charlatan lige nedenunder den pudrede facade. Masken er skøn: Munden perverteret malet op, klar til at sluge hele verden,« som vi skrev her i avisen. Friluftsteatret midt i København har i øvrigt været hans andet hjem - det var også her, han lyndublerede som en æskestiv Per Degn i »Erasmus Montanus« og slap godt fra det.

»Jeg håber, at jeg får lov til at være skuespiller resten af mit liv og kan bibeholde min barnlige sjæl,« sagde han i et interview med Politiken for nogle år siden. Det ser ud til, han er godt på vej med at lykkes. Med begge dele.