Skuespil med stemme

40 år: Morten Staugaards flotte basstemme har hjulpet ham godt på vej som skuespiller.

Morten Staugaard håndterer netop nu Strindberg. Foto: Bent Midstrup Fold sammen
Læs mere

Morten Staugaard? Hvem er det lige, han er? Det kan godt være, at publikum i bredeste forstand ikke har fået øjnene op for ham. Til gengæld kender trofaste teatergængere ham fra et væld af forestillinger på de københavnske scener gennem de seneste år.

I øjeblikket er han en del af det velfungerende, hårdtarbejdende ensemble i Katrine Widemanns billedstærke udgave af Strindbergs »Et drømmespil« på Betty Nansen Teatret, hvor Staugaard tager sig af et udvalg af de mennesker, det er så synd for, og hvor han endnu engang demonstrer den alsidighed, der gør ham så anvendelig i et stort repertoire.

Den mangesidighed fik han rig mulighed for at demonstrere, da han en overgang var en del af Malene Schwartz’ fremragende ensemble på Aalborg Teater. Med sikker sans for talent plukkede hun ham til sit hold – umiddelbart i forlængelse af hans elevskoletid i Odense. I det nordjyske slog han stærkt igennem som den jødiske bøsse, der svigter sin mandlige kæreste uden at kunne tilgive sig selv i »Engle i Amerika«. Men ellers var hans dybe, glimrende basstemme ofte på plads i teatrets musikalske repertoire.

I København er han siden dukket op lidt over det hele. Han blev f.eks. Reumert-nomineret for anden gang for sin deltagelse i Østre Gasværks Sergi Belbel-farce »At dø eller ikke at dø«. Men navnlig har hans stemme givet ham et par rigtigt gode muligheder. Han var en rystende god Pilatus i samme Østre Gasværks »Jesus Christ Superstar« i 2002, en rolle, der udløste den første Reumert-nominering.

Han nåede også at avancere til selveste fantomet i Det Ny Teaters langvarige succes »Phantom of the Opera«. Og Katrine Wiedemann satte ham til at synge de meget vanskelige songs som sangeren i hendes ekspressive rullebåndsversion af »Den kaukasiske kridtcirkel« på Det Kongelige Teater. Han har endda taget springet over i Mozart-operaen som Greven i »Figaros bryllup« og som tjeneren Leporello i »Don Juan«, i begge tilfælde i kammerudgaver på Rialto Teatret. Han har tillige været elskeren Orlando i Grønnegårds Teatrets luftige sommerversion af »Som man behager« og på det seneste været en noget overgearet version af den lille førstemand Hr. Schwann – og en række andre kontrafejer – i Peter Langdals kuldsejlede supertanker-version af »Matador« som musical.

Men lige nu er det altså Strindberg det gælder. Helt uden sang!