Skrivelysten driver værket

Med stor psykologisk indsigt skræller den anerkendte forfatter Trisse Gejl ind til benet i sine romanper-soners kriser og skaber uforglemmelige læseoplevelser.

20NAVTrisse-Gejl-100904.jpg
Trisse Gejl skrev sin første roman i 1995.
Læs mere
Fold sammen

Det stærke nærvær i Trisse Gejls romaner griber fat om læseren. Hun kan bygge op til katastrofer i sine bøger, så man sidder helt ude på kanten af stolen. Og man mærker, at her er en forfatter, der skriver om væsentlige emner og samtidig har en legende tilgang til det at skrive.

Trisse Gejl, som nu fylder 50, er modig i sin søgen efter sandhed. Med sit rytmiske sprog trækker hun i sine romaner læseren med helt hen til afgrundens rand og baner vejen for erkendelse og empati.

For at komme ind i det rigtige flow skal hun have stilhed og plads omkring sig. Allerhelst naturens ro. Derfor sidder hun ofte og skriver i et hus ved Hald Hovedgård ved Viborg og henter i pauserne inspiration på lange gåture. Det drejer sig for hende om at skifte mentalt rum. Om at træde ind i den modtagelige og skabende zone. Og naturen er gavmild.

Det indbyrdes forhold mellem personerne står centralt i hendes bøger. Som i den stærke kunstnerroman »Ulvekvinten« fra 2016 om kærlighed, psykisk krise og familierelationer. Hvor især forholdet mellem den kvindelige hovedperson, der er pianist og drømmer om at komponere igen, og den ni-årige søn er gribende beskrevet.

Man føler med drengen, som både forstår og ikke forstår morens reaktioner. Det er flere steder rystende læsning.

Et centralt sted i romanen hedder det: »Selv de frygteligste afgrunde kan fremkalde beundring hos dem, der ikke selv styrter ned i dem.«

Sammenkædningen af de kunstneriske spørgsmål og de eksistentielle er vigtig i »Ulvekvinten«, der blev nomineret til Blixenprisen. Hendes roman »Siden blev det for pænt« fra 2011 blev indstillet til DR-romanprisen.

Det er skrivelysten, der driver værket, og empati og receptivitet stråler ud af teksterne.

Trisse Gejl har selv fortalt, at hun ikke skriver kronologisk, men én scene ad gangen. Først derefter sætter hun dem sammen.

Der skal ikke være for meget struktur på. Det gælder snarere om at finde ind til legen i det. Det kan man som læser kun være taknemmelig for. Turene rundt i landskabet har banet vejen for skriveglæden og trangen til at tegne et nyt romanlandskab op.

Trisse Gejl fik sit gennembrud med »Patriarken« i 2006, der blev nomineret til Weekend-avisens Litteraturpris. Hun har desuden skrevet flere novellesamlinger, essays og lyrik. I 2002 modtog hun det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og i 2010 Albert Dams Mindelegat.

Sideløbende med sin forfattervirksomhed underviser Trisse Gejl som ekstern lektor i skrivekunst på Syddansk Universitet. Her er hun desuden med i flere forskningsprojekter om narrativ medicin og litteraturens helbredende potentiale. Mon ikke forfatterens nærvær i sig selv virker inspirerende på forskningsmiljøet. Hun bor i København sammen med journalist Steffen Boesen. Parret har tre sønner.