Sjov med sjov på

Er Peter Frödin en af Danmarks morsomste mænd? Det er vi mange, der synes. 7. januar fylder han 50 år.

Peter Frödin   Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En formel skuespilleruddannelse har han ikke. Til gengæld har han noget, der ikke kan købes for penge: en krøllet hjerne, en rap tunge, en fremragende sangstemme og den mangel på forfængelighed, der kendetegner en rigtig komiker. Han har dyrket den hæmningsløse crazykomik i snart mange sammenhænge og er sjovest, når han forlener sine skøre figurer med den barnagtige uskyld, han udstråler med de der kæmpeglugger. Peter Frödin er – ganske enkelt – en af landets skæggeste mænd.

Så sent som i efteråret fik han Bellevue Teatret til at grine sammen med legekammeraterne Paprika Steen og Anders W. Berthelsen – det var også her, han sammen med Hella Joof og Martin Brygmann fejrede triumfer som hovednummeret i 1990ernes ironisk-komiske bølge med »Det brune punktum«, en konstellation, der inden da havde fået latteren til at klukke i de danske hjem på søndagmorgener. Ikke mindst når Peter Frödin tonede frem som moderen, der gav »skyld med skyld på« til sin søn, hvis telefonsvarer hun lagde den ene besked efter den anden på. De var over det hele, også på popstationerne med landeplager som »Ud i det blå« og »Jeg vil i seng med de fleste«, der demonstrerede Frödins flotte sangstemme.

Han startede som autodidakt i en blandet landhandel af undergrundsteater, men fandt efterhånden sin niche i det professionelle teaterliv – ikke mindst via samarbejdet med kumpanerne Steen, Joof, Brygman og skribenten Line Knutzon i »Guds blinde øje«-forestillingerne – først på Café Liva, siden på CaféTeatret i begyndelsen af 1990erne, inden kollektivet for alvor bragede igennem med TV-showet »Lex og Klatten«. På det tidspunkt var Frödin blevet en del af den folkelige bevidsthed i TV-børneudsendelserne »Bullerfnis«, hvor han og Hella Joof charmede, viste klip fra 1970erne og sang gamle dansktopnumre med stor gennemslagskraft hos både store og små.

Og selv om han siden har spillet enkelte »rigtige« teaterroller, bl.a. som Henrik i Holbergs »Mascarade« på Folketeatret, er det tydeligt, at han har det bedst i sammenhænge, hvor tekstforfatteren hedder Peter Frödin og han kan skabe sine egne satiriske portrætter samt angribe situationen med sin ironisk-distancerede spillestil. »Det brune punktum« er aldrig formelt blevet opløst, men i mellemtiden har Frödin også nået at slå pjalterne sammen med Søren Østergaard i et brus af skøre parykker og flyvetænder i Zirkus Nemo – på turne og i Tivoli. Og på film har han haft vellykkede biroller som sød, forelsket politimand i »Hannibal og Jerry« og som skolelærer, der liver gevaldigt op på dansegulvet i »Mirakel«. Han lagde ikke fingrene imellem som eksalteret bøsse i »En kort en lang«, hvor han også sang hittet »Vent på mig« sammen med Jimmy Jørgensen.

Hovedrollen i Søren Faulis »Grev Axel« blev en kende enstrenget højtråbende og bød ikke på mange chancer for at spille på den naivitet, der ellers er Frödins elskelige ingrediens. Har livet bare været så let for den sjove mand, der hele tiden er i stand til at sige noget morsomt? »Nej, det har det ikke, og det er stadig ikke nemt hele vejen,« sagde han i et interview sidste år. »Men jeg er blevet bedre til at være i svære situationer, efter at jeg er blevet voksen, og jeg er heldig på den måde, at jeg har kunnet lide alle mine alderstrin. Jeg ser ikke tilbage på min barndom eller min ungdom eller på starten af mine 20’ere og tænker: Godt, man ikke er der! Jeg kunne godt lide at være der, da jeg var der. Men jeg husker også tilbage med et smil på læben: Hvor er jeg dog glad for, at jeg har udviklet mig siden.«