Sikke’n fest, han har haft – i over 60 år

75 i dag. Sangeren, entertaineren, direktøren med mere Johnny Reimar har med usvækket charme, livsglæde og professionalisme været vidt omkring i den musikalske arena.

12NAVJohnny-Reimar-155814-2.jpg
Johnny Reimar kan se tilbage på et langt liv i showbiz. Arkivfoto: Jonas Vandall Ørtvig/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Umiddelbart er sange som »Lille fregnede Louise«, »Du skulle købe dig en tyrolerhat«, »Olé, det var i Spanien« og »Sikke’n Fest« af ret så ukompliceret støbning. Men faktisk skulle der en mand af særlig støbning til for at udødeliggøre dem. Og så udgør ovennævnte titler kun en brøkdel af det mangesidige virke i musikkens tjeneste, som Johnny Reimar, 75 år i dag, indtil videre har tegnet sig for.

Fornavnet Johnny købte han for to kroner i 1962. Før den tid hed han Reimar Kristensen, og han var født og opvokset i Odense, hvor han tidligt begyndte som sanger og guitarist. Med britiske Tommy Steele som forbillede vandt han i 1958 en amatørkonkurrence i Fyns Tivoli, og samme år indledte han en professionel karriere med lokale band.

Han fik også etableret en popklub i Fyns Forum, inden han fik øje på en annonce, hvor et rockorkester i København søgte en sanger med guitar til et engagement i Kødbyen hver weekend.

Så gik turen til hovedstaden, og kort efter opstod gruppen The Cliffters, som – med den charmerende fynske forsanger – blev et populært husorkester i danseetablissementet Jomfruburet.

The Cliffters red højt på tidens pigtrådsbølge, og i 1961 toppede bandet Radio Mercurs hitliste med »How Wonderful To Know«.

Året efter blev det til optræden i Cirkus­revyen, og så sluttede festen ved et bal i KB Hallen 23. februar 1963, hvor Johnny Reimar grundet overgang mellem mikrofonstativ og guitar fik et så voldsomt elektrisk stød, at han måtte tilbringe de næste måneder på hospital.

Her besluttede han sig for at droppe såvel The Cliffters som den elektriske guitar. Han sprang ud som solist, ofte i selskab med gruppen The Scarlets, og det førte til et hit med sangen »Down In Napoli«.

Teenagekonsulent

Johnny Reimar, som sideløbende havde uddannet sig som reklametegner, fik nu et tilbud fra Nordisk Polyphon om at blive selskabets teenagekonsulent. Det passede den initiativrige unge mand fint, og det blev første skridt på vejen til sangerens mangeårige og omfattende virke som talentspejder, manager og pladeselskabsdirektør.

I 1964 åbnede »Lille fregnede Louise« så døren til sangerens dansksprogede karriere, og med den ovennævnte sang om tyrolerhatten kom det pust af fest og farver, som førte til den storsælgende LP-serie med fællestitlen »Johnny Reimar Party« .

Siden blev det også til lancering af de populære Smølfer og i 1987 til en gendannelse af The Cliffters, som siden har spillet flere tusind koncerter overalt i landet.

Dertil har Johnny Reimar i mange år været solist, vært og konferencier ved et utal af arrangementer, herunder »Fællessang på Bakken« og »Fællessang på Charlie« samt ofte i Spanien, hvor han har eget hus og tilbringer omkring fem måneder om året.

Selv om Johnny Reimar har trappet ned og gerne mere vil hellige sig familielivet, er kalenderen langtfra blank. Blandt andet skal det jo fejres, at Johnny Reimar udover fødselsdagen i år har 60 års jubilæum som professionel.

Sikke’n fest!