Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»What a nice young man.«
Sådan skrev New York Times’ Alessandra Stanley om James Thomas »Jimmy« Fallon efter hans første aften på det legendariske talkshow »The Tonight Show« på den amerikanske TV/radiostation NBC. Og de rosende ord havde den entusiastiske TV-vært formentlig brug for.
Det var nemlig nogle usædvanligt store sko, Fallon skulle fylde ud, da han 17. februar i år overtog The Tonight Show. Ikke nok med, at programmet har kørt siden 1954, og dermed er det længst sendte talkshow i TV-historien, programmet har også inden Fallons tiltrædelse haft en række populære og karismatiske værter i spidsen – Jack Paar, Johnny Carson og Jay Leno, for blot at nævne et par. At skulle overtage det historiske format efter dem, ville formentlig kunne give selv de mest garvede TV-værter sved på panden.
Men Fallon var forberedt og har været det længe: Komikeren, skuespilleren, musikeren og produceren har lavet lidt af hvert inden for underholdningsbranchen, og er især når det kommer til TV en efterhånden erfaren herre.
Han har blandt andet været en del af castet på »Saturday Night Live« på NBC fra 1998 til 2004 og blev senere vært på »Late Night Live« på samme kanal fra 2009 til 2014.
Han har også haft roller i flere film og TV-serier, været manuskriptforfatter og producer på komedieserien »Guys with Kids« og udgivet to comedy-plader. 19. september fylder han 40 år.
2014 har været et hæsblæsende år for Jimmy Fallon, der både er blevet far og vært for USAs måske mest prestigefulde talkshow.
»Det her har været det mest sindssyge år i mit liv. Men at blive far er den mest spændende, forbløffende ting, der nogensinde er sket for mig. Og alt går godt med showet. Mit liv har aldrig været sejere,« udtalte han selv begejstret i et interview i People Magazine i juni.
Hans korte tid som vært for »The Tonight Show« har taget ham vidt omkring: Han har spillet »pool bowling« med Hugh Jackman, lavet en falsk reklame for en blender i et TV-køkken med Arnold Schwarzenegger, leget tegn-og-gæt med Megan Fox, Nick Cannon og Wiz Khalifa og kæmpet indædt med utallige amerikanske kendisser om, hvem der mest overbevisende kunne mime med på en selvvalgt sang i den populære »Lip Sync Battle«.
Fallon lader sig ikke så let dupere, men mon ikke det var tæt på, da Barack Obama optrådte på »Late Night« og præsidenten og TV-værten med sprøde stemmer i fællesskab slow-jammede et nyt politisk tiltag?
Jimmy Fallon er gift med producer Nancy Juvonen, der er medejer af filmselskabet Flower Films. De har sammen datteren Winnie Rose Fallon.