Signe Svendsen, sanger, Espergærde, bliver 40 år den 16. oktober.

Signe Svendsen blev hende hele Danmark huskede fra melodigrandprixet i 2001. Da viraken og teaterrøgen var drevet væk efter Rollo og Kings optræden, var det hendes syngende entré, der stod tilbage. Sangen, der vandt det danske melodigradprix det år, hed »Der står et billede af dig på mit bord«. I Eurovision Song Contest havde den fået engelsk tekst og hed meget sigende »Never Ever Let You Go«. Den blev nummer 2 og sangeren slap vi, som teksten lovede, aldrig.

Signe Svendsen blev student fra Nyborg Gymnasium og er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2003. I 2010 udgav hun debutalbummet »Ny passager«.

Signe Svendsen har desuden i flere år turneret med Niels Hausgaard som sanger i hans shows »Os der glor« (2007), »I alle de rige lande« (2008), »Hvad munden er fuld af« (2009) og »Jomfru igen« (2010).

Hun har med charme og uimponeret stamina medvirket i flere TV-programmer, som vært i »Prinsesse for en dag« (2003), sammen med B.S. Christiansen i »Signe og B.S. på afveje« (2003) og »Signe og B.S. i Tasmanien« (2004). 2006-2011 var hun en del af panelet i Spørg Charlie på TV2 Charlie.

Signe Svendsen har de sidste syv år turneret med sit eget materiale og sit eget band. Hun udgav sit andet album, »Kun de faldne rejser sig igen« i 2013. Albummet fik fine anmeldelser og gik direkte ind på en 3. plads på den officielle hitliste og nr. 1 på hitlisten over mest downloadede albums.

Lige nu er hun på turné med sange fra »Kun De Faldne Rejser Sig Igen« og nyt materiale. Og det forlyder, at der kommer en ny udgivelse i 2015.-jard