Royal ekspert med tro på revolutionen

Politisk har Benito Scocozza hele livet knyttet sig til den yderste venstrefløj, og som historiker er han blandt andet specialist i det danske kongehus under enevælden.

Det er nok en tilsnigelse at betegne Benito Scocozza som royalist. Men fristende er det, for få danske faghistorikere har med større indsigt skrevet om det danske kongedømmes hovedpersoner i 1600- og 1700-tallet end han. Men revolutionær – det vil han med sikkerhed anerkende som en rammende karakteristik.

Det var i 1953, da den kolde krig var allermest bundfrossen, at Benito Scocozza, der har en dansk mor og italiensk far, og fylder 80 år 17. januar, meldte sig under de røde faner i Danmarks Kommunistiske Parti. I valget mellem øst og vest var der aldrig tvivl om hans sympati. Og det var der heller ikke, da den russiske og den kinesiske vej til målet pegede i hver sin retning. Sammen med Blekingegadebandens åndelige høvding, Gotfred Appel, brød han efter et venskabsbesøg i Peking i 1964 med forsteningerne i Dronningens Tværgade og stiftede Kommunistisk Arbejdskreds. Stalins danske arvtagere var blevet for borgerlige for den unge historiker, der havde fået job som adjunkt på Københavns Universitet. Det blev senere til Kommunistisk Forbund marxister-leninister, som var forberedelsen på etableringen af et revolutionært kommunistisk parti, der byggede på den såkaldt videnskabeliige socialisme i Mao Tsetungs udlægning.

I sin søgen efter et ståsted på den yderste venstrefløj var han som så mange andre akademikere i en kort periode medlem af det nye parti, VS, før han som »en ægte dansk revolutionær« stillede op til folketingsvalget i spidsen for Kommunistisk Arbejder Parti. Han var ikke i nærheden af at blive valgt, men det var angiveligt heller ikke det vigtigste. Revolutionen ville indfinde sig, når tiden var moden.

Det blev den imidlertid aldrig, for udviklingen gik den forkerte vej. I Berlin faldt Muren og med den hele den gamle østblok. Selv det kommunistiske Kina fandt sin egen udgave af kapitalistisk markedsøkonomi.

Den udvikling iagttog Scocozza dog uden at ryste på hånden, hvad angik troen på socialismens fremtid.

Ved siden af den politiske virksomhed passede han sin gerning som lektor på Københavns Universitet fra 1967 til 2001, da han gik på pension, og han skrev mængder af fortræffelige historiske værker i både den tunge videnskabelige og den lettere folkelige genre. Ja, selv tre kriminalromaner er det blevet til for den flittige skribent, der i øvrigt har en stor passion for klassisk musik – og ikke mindst noget så borgerligt som opera.