Romaner som samtidshistorie

Tage Skou-Hansen er et fyrtårn i efterkrigstidens danske litteratur. I sine mange realistiske romaner har han med seismografisk følsomhed registreret livet i Danmark siden besættelsestiden. 12. februar fylder han 90 år.

Forfatteren Tage Skou-Hansen.    Foto: Jakob Skou-Hansen
Læs mere
Fold sammen

»Der må dog ske noget i livet, før der kan ske noget i kunsten.«

Det lyder som en programerklæring, og det var det måske også for den unge litteraturmagister, som i 1952 var medredaktør af det litterære tidsskrift Heretica. I sin korte levetid var tidsskriftet først og fremmest talerør for en kunstopfattelse, hvor poesien i sin renhed blev holdt op mod den ondskab i verden, som krigen havde været et vidnesbyrd om. Men der var også plads til afvigende meninger, og man kan betragte den unge Skou-Hansen som en havkat, der var lukket ind i hyttefadet. »Frank Jæger og jeg ramlede frygteligt sammen i redaktionen,« afslørede han mange år senere. Og det forstår man. Der blev fægtet med åben pande. »Lyrikeren behøver ikke at have noget positivt forhold til sine medmennesker, når blot han har et inderligt forhold til sig selv,« skrev han i essayet »Forsvar for prosaen«. Men over for lyrikeren står prosaisten, »som først af alt må besidde virkelighedsmod. Han må forsværge sig til virkeligheden, som vi alle kender den, for det er den, hans kunst skal nære sig ved.«

Således var fronterne trukket op. På den litterære scene var det stort set kun i kulissen, at Tage Skou-Hansen optrådte indtil langt ind i 50erne: dels som konsulent på Wivels forlag og senere på Gyldendal og dels som redaktør af Vindrosen i tidsskriftets første år. Derfor måtte hans eget forfatterskab vente på sig, men i en arbejdsrus fik han i løbet af nogle måneder alligevel skrevet en roman, og da »De nøgne Træer« udkom i 1957, var kritikken enig: »En smuk roman-debut«, »Enestående debut«, »Stor dansk debut-roman«, »Dejlig, dansk kærlighedsroman« og »En handling der er til at forstå.«

Med udgangspunkt i forfatterens egen fortid handler romanen om en gruppe jernbanesabotører, hvor et glødende kærlighedsforhold konfronteres med pligten til loyalitet over for fællesskabet i gruppen, og hvor den etiske fordring til medmennesket er et underliggende tema. »De nøgne Træer« er siden genoptrykt i et utal af oplag, den har fået kanonstatus og er blevet filmatiseret, og den er oversat til mindst en halv snes sprog.

Nationen havde fået en ny stor romanforfatter, men så forsvandt han. Og i de næste fem år hørte man næsten intet til ham. Han var blevet højskolelærer på Askov, hvor han de næste ni år brugte al sin tid og al sin energi på at indføre eleverne i den modernistiske verdenslitteratur. Et par romaner fik han dog udgivet i den periode, men de havde ikke den samme gennemslagskraft som debutromanen og ikke samme kunstneriske kvalitet. I 1966 blev han af Danmarks Radio sendt på en længere rejse til Indien, og det affødte romanen »Hjemkomst«, som fortællemæssigt er præget af tidens attituderelativisme, og derfor skiller sig ud i forfatterskabet. »Jeg skriver gammeldags og forståeligt,« har han proklameret ved mange lejligheder, men det var der nu ikke bred enighed om i 1967. Noget nyt var imidlertid også på færde. Indiens bundløse fattigdom stillet over for det danske velfærdssamfund gav i »Hjemkomst« grobund for et politisk engagement, som i de efterfølgende romaner blev stedse mere udtalt. I »Tredje Halvleg« dukker jeg-fortælleren Holger Mikkelsen fra »De nøgne Træer« op igen, og som i en slags udviklingsroman følger man ham fra mellemkrigstiden frem til ungdomsoprørets år i skyggen af Vietnamkrigen.

Gennem 1970erne afspejlede Tage Skou–Hansens politiske ståsted og romanernes udsagn den herskende tidsånd på venstrefløjen med udtalt sympati for drastiske løsninger og socialistisk voldsromantik. Klarest i »Den hårde frugt« fra 1977 og skuespillet »Nedtælling«. Det ændrede sig igen siden hen. Da Muren var faldet, og verden var blevet en anden, erklærede han, at »de absolutte synspunkter – dem er jeg frygtelig bange for.«

Ved årtusindskiftet udkom det syvende og sidste bind i sagaen om Holger Mikkelsen, og det var i en vis forstand også afslutningen på 55 års danmarkshistorie. For fiktion og virkelighed er uadskillelige begreber i forfatterskabet. Indimellem havde han også skrevet endnu en serie på fire romaner om et Danmark i forandringens tegn og om en ungdomsbekendt, der blev overløber under besættelsen af veneration for den store tyske kultur. En slags pendant til Holger Mikkelsen, og det er ligeledes et hovedværk, som i 1992 blev samlet under titlen »Det runde bord 1-2«.

I næsten alt, hvad Tage Skou-Hansen har skrevet, er der træk af noget selvoplevet. Men man kigger langt efter en egentlig selvbiografi. »Jeg tror ikke på den sammenhæng, man skaber i en selvbiografi,« sagde han engang, »så jeg skriver hellere romaner.« Det nærmeste man kommer biografisk stof, er derfor nogle erindringsportrætter i en fin lille samling kortprosa, der udkom for et års tid siden: »Indhentet af erindring«, med den karakteristiske undertitel »Digt og Virkelighed«. Tingene hænger sammen.

Tage Skou-Hansen har naturligvis modtaget alle de litterære priser og hædersbevisninger, man kan modtage i Danmark.