To røde tæpper og en sort kat

75 år. Jette Thyssen henter inspiration vidt omkring til sine smukke og meget anerkendte tæpper.

Jette Thyssen lader cirkler, trekanter og kvadrater spille sammen i sine billedtæpper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Væver, maler og grafiker. Alle tre faglige titler foretrækker dagens 75-årige fødselar Jette Thyssen at kalde sig. Sjovt nok, for udtryksmæssigt, når hun i sine billedtæpper lader geometriske former som cirkler, trekanter, kvadrater og lige linier spille sammen og mod hinanden i få klare farver, er hun stram og særdeles bevidst om at »less is more«.

Jette Thyssen er en af fem søskende fra et større landbrug i Marbæk ved Frederikssund. I 1954 tog hun afgang fra Kunsthåndværkerskolen, og samme år debuterede hun med to tæpper på Kunstnernes Efterårsudstilling. Så sent som i maj 2005 viste hun i Den Fries Udstillingsbygning en imponerende separatudstilling, »Amor Fati« (kærlighed til skæbnen) som blandt andet blev fremhævet for værkernes karakterfulde virkning og sammenhæng med træbygningens rum. Gennem snart 60 år har hun bekendt sig til den konkrete abstraktion, og kilderne hun øser af, er hentet fra studier og indtryk fra mønstre i forskellige folkekulturer, naturen, arkitekturen og byen. Et fond har netop erhvervet to store tæpper »Indian Dream I og II« til ophængning i en offentlig institution.

Et stipendium fra den franske stat i 1960 gav mulighed for studier på S.W. Hayters grafiske skole, Atelier 17, der fik stor betydning for hende.

Fra begyndelsen har museer og gallerier i udlandet været interesseret i at vise hendes kompositioner, og hun har gennem årene udført mange udsmykningsopgaver. Blandt de første var udsmykning af jazzklubben Montmartre i Store Regnegade i København og til Rådhuset i Frederikssund har hun udført »Solnedgangsspejlinger på fjorden«. Jette Thyssen har været kunstnerisk konsulent for offentlige myndigheder, medlem af Akademiraadet og dets repræsentant i Det Danske Kulturinstitut. Jette Thyssen har modtaget anerkendelse i form af legater fra kunstinteresserede fonde, og tre gange har hun fået Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Hun synes, det er dejligt, at der er bud efter hendes arbejder fra forskellige firmaers kunstforeninger.

Siden 1979 har hun været medlem af udstillingsgruppen Grønningen, hvor Kunstindustrimuseet i 2006 erhvervede hendes værk »Nadir«.

Når hun er hjemme i lejligheden på Vesterbro, væver hun hver dag. For øjeblikket væves to forskellige røde (60 x 60cm) tæpper samtidig på den bredt opsatte trend. Den kulsorte kat Voodoo vil være med og ligger på det ene tæppe, mens Jette Thyssen arbejder på det andet. Når der efter otte trådes islæt skal skiftes emne, skifter katten helt af sig selv ligge- og observatørplads. Jette Thyssen forbereder nu sin deltagelse i dette års Grønningen, der i år skifter adresse fra Kgs. Nytorv til Bornholms Kunstmuseum ved Gudhjem.

Som medlem af gruppen Dansk Gobelinkunst skal hun næste år udstille på Johannes Larsen Museet i Kerteminde og i Dansesalen på Kronborg. Hun planlægger sin tredje rejse til Etiopien med sin voksne adoptivsøn Tujan til hans familie. Og så er hun ellers – i sit værksted i barndomshjemmet, som hun ejer med en bror i gang med sine relieffer. Materialet er aluminium, og de geometriske påsatte flade elementer har fået deres farver hos en dygtig autolakerer i Odsherred.