Rock-koryfæet fra TV-2 fylder rundt

Der er en grund til, at aarhusianske TV-2 har overlevet alle andre guldalderrocknavne: Steffen Brandt, der 14. juni fylder år.

Foto: Dennis Lehmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der har til enhver tid været brug for ham de sidste 20-30 års tid. Hvilket er bemærkelsesværdigt i hans branche. En formidabel præstation, ganske enkelt.

Tidevandet har skyllet stort set alle andre fra dansk rocks guldalder i 80erne til havs. Men TV-2 er stadig stående. Hvilket skyldes Steffen Brandt.

Den aarhusianske sanger og sangskriver kan i en alder af nu 60 år bryste sig af, at den brandtske tone har resonans i folkedybet. En del folk har fortsat følelsen af at få deres erfaringsgrundlag beskrevet, når det selvudnævnte »Danmarks kedeligste orkester« stemmer i. En lovmæssighed, der uden omsvøb må tilskrives Steffen Brandts evne til at se, beskrive og anerkende de vilkår, folk lever deres liv på. Og derefter gøre dette til en popsang.

Muligvis er det derfor, at Brandt har det dér skæve smil, som får ham til at se ud, som om han har tiltusket sig indsigt i en hel del, vi andre fortrænger. Selv vil han sige, at alvoren for længst er sat ind. Og hvis ikke andre vil fortælle, hvor vi befinder os lige nu, hvad vi tænker, og hvordan det er, vil Brandt gerne give et bud. Hans ydmyghed forbyder ham blot at postulere noget som helst.

Rockpoeten, der bor i et sort – hvad ellers? – byhus i Sjællandsgade i Aarhus med hustruen, billedkunstner Jo Dam Kærgaard – et hus der i dag er forladt af de tre børn – går hver dag over i baghusets studie for at rode med stoffet. Hans alder synes mere end noget andet en anledning til at minde om, hvor betydelig hans virke som åndelig, popmusikalsk sprechstallmeister både er og har været. De ypperste af Steffen Brandts sange sætter ikke bare en koncertsal i lys lue. De fænger dybt nede i nationalkarakteren og illuminerer dens ambivalens. Fra Fantastiske Toyota og Hele verden fra forstanden over Lanternen til Kys Bruden og De første kærester på månen handler de om, at livet er nu og skal gribes. Det mest bekvemme er imidlertid at lade det glide en af hænde.

Hvis Steffen Brandts sange således modsat mange af kollegernes fra 80erne har opnået en kontrakt, der er længere end sangenes udgivelsesårti, skyldes det, at de er så landfaste, at tidernes modebølger ikke skyller dem bort. De besynger livets grundvilkår for den moderne dansker. De siger det usagte i nationens tavse samtalekøkken.

I efteråret udgav TV-2 sine samlede værker i box. Hvilket fik Steffen Brandt til at sige til overtegnede i Berlingske: »Hvis man skal sætte en eller anden overskrift på det her projekt, på de dér 30 år, så er det: Du må undskylde, jeg har glemt at ringe og lægge en besked/ jeg har haft lidt travlt de sidste 20-30 års tid, (fra Tornerose, albummet Kys bruden, red.)« Man hører ham næsten i anledning af dagen selvironisk tilføje: Det kan ikke blive meget bedre. Og gør man sig umage, er der altid chancen for, at det bliver ved.