Putins kolde skulder til varm reporter

Vibeke Sperlings røst og pen fra og om Rusland har oplyst og glædet danskere, men ærgret styret i Kreml.

26navVibeke Sperling.jpg
Foto: Thomas Borberg Fold sammen
Læs mere

Ytringsfrihed fortolkes stadig forskelligt i vest og i øst. Ruslandskenderen Vibeke Sperling har siden 2002 ikke kunnet rejse ind i det store land, hun elsker at være i og rapportere fra. Hun løber hver gang panden mod en mur, når hun søger visum på ambassaden i Kristianiagade for at dække valgene.

»Vi overvejer, siger de, og trææækker tiden, til valgene er overstået. Jeg har forstået, at jeg er en sikkerhedsrisiko, som Putin-systemet ikke vil lade slippe ind,« siger hun skælmsk med sin djærve autoritative røst, som blev landskendt, da hun var Danmarks Radios stemme fra Moskva eller orienterede på P1 om de store omvæltninger før, under og efter Murens fald og opløsningen af det sovjetiske system. Med brændende engagement og vedkommende nærvær.

Det er antagelig hendes afdækning af tjetjenernes uhyggelige medfart, som har skurret i Kreml, der har fået lovfæstet at sige nej til visum, når russisk kultur krænkes.

Så den direkte rapportering er stillet på standby på Politiken, hvor Vibeke Sperling de sidste mange år har været den suveræne udlandsbetragter og lederskribent.

»Jeg må erkende, at jeg savner den spontane kontakt med det russiske miljø. Jeg kunne f.eks. lide at sidde i metroen en halv dag og bare lytte til folks snak. Så fik man nogle øjenåbnere.«

Det er som flittig seniorskribent, at hun 26. januar passerer de 70 – langt fra ungdomsårenes higen mod Tito-socialismen. Og sit rigtige adelige efternavn von Sperling efter Aalborgs legendariske brygmester.

»Ja, det er helt forfærdeligt med den alder,« kommer det koket med det stænk af Aarhus-mål, der fortæller, hvor hun trådte sin ungdoms sandaler som studenteroprører: I et kollektiv på Mols omfattende bl.a. den attentatramte radikale tyske leder Rudi Dutschke. Og hvor vilde og vanvittige tanker om voldelige oprør mundede ud i at ændre beplantningen på skråningen foran JP-bladhuset i Viby, så der i stedet for Jyllands-Posten kom til at stå Jyllands-Pesten.

Der måtte formaliseret politik til, det marxistiske antisovjetiske VS. Hun stillede op som delegeret til første kongres, valgtes med stort stemmetal – og fik at vide, at det var fordi hun havde sådan nogle flotte ben på talerstolen ... Gråd og tænders gnidsel.

Så måtte det være medieverdenen. Begejstret berettede hun i sit opus 1 om livet i den østtyske mønsterby Eisenhüttenstadt, som blev sendt til Politiken. Men returneret som ubrugeligt. Efter år på Aarhus Universitet og RUC lukkede Information hende ind, sendte hende til Rusland, og hun kom i chefredaktionen, hvor hun fik den cadeau, at den danske ambassadør i Moskva bad hende om at skrive en leder om et bestemt emne »for der er sgu ingen, som tager mine indrapporteringer alvorligt i ministeriet«.

Udover et sådant skulderklap har Vibeke Sperling høstet officiel ros. Publicistprisen er givet af kollegerne, og hun opnåede i 1992 for sit radioarbejde at få journalistprisen fra Det Berlingske Hus, hvor man ikke er så bange for at hylde fagets bedste udøvere, selv om de er i stald hos andre.

Hjemme på Frederiksberg er hun meget privat. Hvis man vil lykønske hende på dagen, skal det ske i det indiske, i en hytte i Patnem i Goa, hvor dagen markeres sammen med gemalen, tidl. forvaltningschef Lars Lauridsen, datteren Anna von Sperling, kulturredaktør på Information, og dennes søn Erik på to.

Mormor er stolt. Over dem begge.